Hold nu da op, hvor jeg bliver træt i hele skelettet af debatter om ord, og om hvilke emner vi tager under behandling i den offentlige debat. Nyttige og relevante temaer ender alt for ofte i en debat om debatten. Altså om tonen, retorikken, omstændighederne, måden tingene bliver sagt på, insinuationer om bevæggrundene i stedet for at gå til biddet om indholdet. Det er især på spil, når det kommer til emner, der har tråde til integration, flygtninge og alskens værdispørgsmål.

Bedrevidende, moralistiske og sproglige linjedommere står klar med fløjten, og politiske skolemestre er bevæbnet med pegepinde. Danmark har flere parallelsamfund, også for højpandede, der med et kritisk blik over brillerne, giver karakterer til andre menneskers sprog. Jeg mener, at et sprog i benlås amputerer debatten. Det usagte ender med at sidde fast i halsen, og tager luften ud af demokratiet.

Det er ude i hampen at påstå, at det største problem omkring udsatte boligområder og integrationen skulle være sproget. Ikke utrygheden, den skarpe sociale kontrol med pigerne, banderne, arbejdsløsheden, de mange uden uddannelse, eller børn som starter i skole uden at kunne tale dansk. Nej, problemet er ’retorikken’ fra politikere, debattører og medier.

Forleden aften så jeg på TV igen en sociolog forklare, at han ’gang på gang’ møder børn og unge, som peger på politikernes ’retorik,’ når de forklarer, hvorfor de ser sort på fremtiden og måske endda vælger et liv som kriminel. Sociologen mener oven i købet, at denne ’retorik’ direkte fører til mistrivsel i udsatte boligområder. Mon dog? Tænk sig, jeg var slet ikke klar over at børn og unge i udsatte boligområder følger dansk politik så tæt, og jeg er overrasket over, at politikeres ord i netop denne sammenhæng har så stor betydning. Hvis man følger politik så tæt, har man garanteret også bemærket forskellen mellem partier og politikere. Alle taler jo ikke ens og kommer ikke med samme forslag.

Stærke debattører som Halime Oguz og Ahmad Mahmoud, der selv er vokset op i ghettoer, lægger ikke fingrene imellem, når de taler for helt nødvendige ændringer i integrationspolitikken. Skal de også til at udøve sproglig selvcensur? Nej, tak! De er saltet, som giver debatten smag.

Det er jo blankt indlysende, at vi skal tale om succeserne, og være nuancerede. Men jeg tror ikke, at det ændrer en snus, om vi kalder Vollsmose en ’ghetto’ eller et ”udsat boligområde.’ Og det gør ubetinget forholdene værre, hvis vi ikke præcist taler om de udfordringer, enhver med synet i behold kan se.

Nok er Danmark Grundtvigs fædreland, og med ham udsagnet: ’Sprog skaber, hvad de nævner,’ men nogen lige linje er der ikke. Selvfølgelig skal vi tale med ægte interesse og respekt til hinanden. Vi skal ikke overdrive problemerne ved integrationen eller i de udsatte boligområder. Jeg får også ofte ondt i hovedet af at høre på Dansk Folkeparti. Men vi skal tage den nødvendige debat om substans, frem for at diskutere debatten.