DEBATINDLÆG: Hvad er 'groft nok,' når det kommer til overgreb?

Er der en universel grænse, eller hvorfor er det overhovedet et spørgsmål i hele #metoo-bevægelsen?

I den debat, der er en del af #metoo-bevægelsen, ser jeg jævnligt både kvinder og mænd udtale sig, om hvordan sådan en krænkelse skal være udformet, før det er i orden at udstyre den med et “#metoo-tag. De, der kommenterer, udtaler sig tilsyneladende velmenende og på andres vegne; klask i røven er generelt no-go, hvorimod voldtægt eller gramsen på bryster synes at være “slemt nok”.

Argumentet for at holde igen med at tagge de “mindre” overgreb synes at være, at de enten ikke vil blive taget alvorligt (ment som en slags omsorg?) eller at deres “mindre gyldige” overgreb vil fylde for meget i debatten, og således tage opmærksomheden fra de overgreb, der “virkelig” er et samfundsproblem.

Jeg har prøvet både et klask i røven af en chef, at blive taget på brysterne af en hesteejer og en voldtægt af min eksmand, som jeg også har beskrevet i min bog 'Voldens væsen.' Ingen af overgrebene har jeg glemt igen, de satte alle et aftryk i min sjæl og lærte mig noget om andre mennesker og min egen reaktion på grænseoverskridende adfærd. Jeg kan derfor ikke lade være med at spekulere over, hvad der får de velmenende debattører til at bede nogle af ofrene om at dæmpe sig.

Er det fordi, de selv engang ikke blev taget alvorligt, blev bagatelliseret og bagefter valgte at tie stille med noget, de rent faktisk havde det skidt med? Eller er det fordi, de selv har begået nogle overgreb, de ganske vist ikke er stolte af, men som de indtil #metoo-bevægelsen havde parkeret i kategorien “ikke så slemme”? Og fordi de nu bliver konfronteret med, at de måske dengang sårede nogle mennesker?

Eller hvorfor kan de ikke bare rumme, at her er forskellige grader af overgreb, som også defineres af, hvem det er, der er modtageren af dem? At et overgreb ikke er noget, der kan klassificeres, kontrolleres og puttes i nogle bestemte kasser, men derimod noget, der både er og opfattes forskelligt fra gang til gang og ydermere forskelligt, alt efter om det er offeret eller krænkeren, der definerer.

Jeg selv elsker god værkstedshumor og kan godt lide at flirte lidt. Sådan helt uskyldigt, og helt uden lyst til at være min mand den mindste smule utro. Men #metoo-bevægelsen fik da også mig til at standse op, og lige tjekke med fx kolleger og venner, om de lidt grovkornede vitser, vi internt kørte af ind imellem, egentlig var i orden med dem. Det ser jeg som et sundt eftersyn, og heldigvis var der ingen, der trængte til et undskyld. Men ellers havde de da fået det, det er helt sikkert. Jeg tager i hvert fald alle overgrebshistorier alvorligt.

Og det er egentlig her, jeg tror, det største problem ligger: Nemlig at nogen overhovedet problematiserer, at der er krænkelser, der ikke er værd at give opmærksomhed, fordi de ikke er 'grove nok .'Det får nemlig rigtig mange til at tie stille med de overgreb, de har været udsat for, fordi de er bange for ikke at blive taget alvorligt. Og det er tilsyneladende ikke det, debattørerne ønsker. Men hvorfor så gøre det?

Fortæl mig det, jer, der er fortalere for, at nogen skal dæmpe sig. Fortæl mig det her, i kommentarfeltet, lær mig at forstå, hvorfor I nikker samstemmende, når nogen siger, at man skal passe på med, hvad man kalder et overgreb.

Eller har jeg allerede shamet jer så meget, at I ikke har lyst, af skræk for, at jeg og andre i debatten ikke vil tage jer alvorligt?