Normalt fortæller jeg ikke åbent om, hvad jeg giver til diverse velgørenhed, da jeg hverken har brug for skulderklap eller bifald. Jeg gør det, fordi det føles rigtigt – for mig. Men når de ringer op og beder om mere, overvejer jeg ofte at droppe det helt…

’Nå, jeg kan høre, at det er et dårligt tidspunkt?’, siger en fremmed kvindestemme, da jeg svarer min telefon ved 10-11-tiden om formiddagen. Jeg sidder med min bærbare på den overdækkede terrasse, der fungerer som mit kontor, og hun kan høre tømrerne, der er ved at lægge nyt gulv i huset.

’Næ, det er okay…’, svarer jeg. For med tanke på, at telefonsælgere normalt ringer, når man er ved at hente børn eller midt i aftensmaden, er det her tidspunkt langt bedre end normalt.

’Okay. Jeg ringer fra Red Barnet og vil bare sige tak for din støtte og fortælle om alt det, du har været med til, at vi kan gøre. Det tager kun fem minutter af din tid, er det okay?’

Jeg svarer bekræftende, og så begynder en meget mere end fem minutter lang historie om, hvor mange børn, der i dag går i skole rundt omkring i verden, de nye målsætninger og en masse mere, jeg ikke har brug for at vide. Lige så lidt som jeg vil have ros for, at jeg støtter velgørenhed, har jeg heller ikke brug for, at de ringer og siger tak. Jeg støtter, fordi jeg vil, så jeg afbryder hende:

’Jeg kan høre, at det her tager langt mere end fem minutter, så vil du ikke fortælle, hvad dit opkald handler om?’

Lidt tøvende begynder hun: ’Jaeh, vi er jo rigtig glade for din støtte, men vil høre, om ikke du vil overveje at ændre lidt på dit støttebeløb?’

Og nu bliver jeg irriteret. For jeg kan godt regne ud, at hun ikke ringer for at bede mig sætte beløbet ned. Jeg kan snart ikke tælle de gange, en velgørenhedsorganisation, som jeg i forvejen støtter, ringer og beder mig give mere.

Mere? Jeg er enlig mor til en større børneflok og har ikke haft den store indtægt de seneste par år. Alligevel har jeg et SOS-barn, betaler til Red Barnet, Ungdommens Røde Kors og hæver langt de fleste gange en 20’er over til Hus-Forbi-sælgeren foran den lokale Netto.

Så mere?

Min søster, der lige som jeg er enlig mor, har det lige sådan:

’Hvis du har brug for hjælp, så spørg de ’fattige’...’, siger hun med slet skjult sarkasme og fortsætter:

’Men jeg betaler jo allerede, og så ringer de og giver mig dårlig samvittighed over, at det ikke er nok?! Det er simpelthen ikke rimeligt! Kan de ikke ringe til nogle af alle dem, der ikke giver noget? Jeg bliver simpelthen så irriteret, at jeg overvejer at droppe alle støtteting…’

Og jeg forstår hende godt. Mere end godt faktisk. For det er ikke rimeligt, at jeg på den ene side passer meget på i min privatøkonomi og så på den anden skal høre, at det, jeg giver ud af mit lille budget til velgørenhed, ikke er nok.

Jeg ved godt, at det ikke er det, de siger, men det er sådan det føles i den anden ende af røret.

Og jeg tror, de skyder sig selv i foden, når de ringer til deres faste støtter og beder om mere. Det giver irritation, fordi det er så nemt at gennemskue ’taktikken’ – ’tak’ og ’tiggeri’ krydret med dårlig samvittighed.

Jeg har bare ikke dårlig samvittighed. Tværtimod er den god, fordi mine børn godt ved, at vi også gør den slags, og det ikke tager noget fra dem. De ved, at vi ikke er ’fattige’, selv om vi ikke har så meget.

Men selv om vi har mere end så mange andre i verden, skal man ikke presse citronen. For endnu en gang overvejer jeg, om ikke jeg skal ind og afmelde nogle ting på budgetkontoen – og en dag gør jeg det nok…