Team Esbjerg er danske mestre, efter vestjyderne tirsdag aften besejrede Herning-Ikast på udebane.

Herfra skal lyde et stort tillykke til cheftræner Jesper Jensen og spillerne i Esbjerg, som har leveret en flot sæson og været det klart bedste hold i slutspillet.

Det er også værd at sende noget respekt af sted til Herning-Ikasts sølvvindere. Og i særdeleshed til den afgående cheftræner, Kristian Kristensen, som trods horrible arbejdsforhold under en inkompetent ledelse – med 'fejl-fyringen' i november som lavpunktet – har ført sit hold hele vejen til finalen.

Nu resterer blot fredagens afgørende bronzekamp mellem Odense og København, før kvindeligaen officielt er gået på sommerferie, men jeg tillader mig alligevel at lave evalueringen allerede nu.

Og trods Esbjergs guld og humlebien Herning-Ikast så er det en anden historie, som er den største for denne sæson: Odense Håndbolds kollaps, da det virkelig gjaldt.

Det vil være det, jeg husker sæsonen for, når jeg kigger tilbage på kvindeligaen 2018/2019.

For det blev endnu en sæson uden en titel til den storsatsende fynske klub, der har ligaens suverænt største spillerbudget.

Efter et flot grundspil faldt holdet fra hinanden, da det spidsede til.

Foto: sportxpress
Vis mere

Dermed har cheftræner Jan Pytlick nu haft tre sæsoner i spidsen for Odense uden at få et trofæ til pokalskabet.

Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Pytlick råder over et klassemandskab med en lang række danske landsholdsspillere – blandt andre anfører Stine Jørgensen, Mette Tranborg, Kathrine Heindahl og Althea Reinhardt.

Og ja, så ved jeg godt, at Mette Tranborgs alvorlige knæskade gjorde tingene sværere for Odense.

Jeg ved også godt, at Mie Højlunds fravær i semifinalerne var en streg i regningen. Det samme var brasilianske Jessica Quintinos graviditet. Der var også noget træthed efter et hårdt Champions League-program.

Undskyldninger og bortforklaringer kan man (næsten) altid finde.

Jeg minder bare stadig om, at Odenses holdkort på papiret ser ganske imponerende ud – selv med fraværet af førnævnte spillere.

Men Odense-spillerne lignede i de afgørende kampe ikke nogen, der troede på, at de kunne vinde det DM-guld, de har været favoritter til hele sæsonen.

Det virkede i stedet, som om Mette Tranborgs skade blev en undskyldning for, at holdet ikke kunne præstere. Ja, man kunne næsten få det indtryk, at de var lettede over pludselig at have den undskyldning.

Der var ikke meget gnist at se i øjnene på spillerne. Og heller ikke hos Jan Pytlick, som jo ellers gemmer på masser af temperament, når det virkelig tager ham.

Jeg var faktisk ret forbløffet, da jeg så Jan Pytlick give et interview til TV2 før den sidste semifinalekamp ude mod Herning-Ikast. Her mindede han mest af alt om en mand, der allerede havde resigneret efter nederlaget i den første kamp hjemme i Odense.

Hans fokus var ikke på holdets muligheder eller styrker, men på de mange problemer og skader, truppen var ramt af. Den attitude har næppe proppet spillerne med gejst eller overbevist dem om, at de ville gå ind og vinde kampen.

Foto: sportxpress
Vis mere

Fakta er i hvert fald, at spillerne – heraf flere med stor rutine – virkede fuldstændig lammede, da det skulle afgøres. Og det samme kan siges om Jan Pytlick.

I mange andre klubber, der havde tilsvarende ambitioner, spillermateriale og budget, så var træneren formentlig tæt på en fyreseddel nu. Men snoren virker meget lang i Odense, hvor både ledelsen og de tungeste sponsorer er tilfredse med Jan Pytlick.

På den ene side må man have respekt for tålmodigheden og ønsket om kontinuitet. På den anden side må man også kunne forvente, at holdet leverer i nærheden af sit maksimale, når det gælder.

Og virkeligheden er, at det har holdet ikke gjort. I tre sæsoner.

Derfor skal kravet være guld i næste sæson. Andet kan ikke være godkendt.

Heldigvis for Odense er det lykkedes at lokke Nycke Groot, en af verdens allerbedste spillere, til den fynske hovedstad, og med hollænderen på holdet har man rigtig gode forudsætninger for endelig at få et mesterskab.

Men de øvrige Odense-aktører – både på banen og bænken – skal også hæve niveauet. Det skylder de sig selv og hinanden.

For det ambitiøse fynske håndboldprojekt har været en kæmpe skuffelse. Både i denne sæson og sådan helt generelt.

Det kommer resultatet af fredagens bronzekamp ikke til at ændre på.