Anføreren Stine Jørgensen blev matchvinder i neglebideren mod Frankrig, da hun lukkede kampen på et straffekast med otte sekunder igen på kampuret.

Stillingen var 19-18 til Danmark, som skulle vinde opgøret for at avancere til mellemrunden, da Stine Jørgensen gik frem til syvmeter-stregen.

Kiksede hun, ville det give Frankrig muligheden for at nå at lave det udlignende mål, som ville sende dem videre på bekostning af Danmark.

Derfor var der et stort pres på Stine Jørgensen, som dog var iskold og satte bolden mellem benene på den franske keeper Amandine Leynaud.

I DRs studie forklarer Stine Jørgensen, hvorfor hun valgte at afslutte netop sådan.

»Jeg tror ikke, hun tænkte, jeg ville turde at skyde mellem benene. Jeg tror, hun tænkte, jeg ville skyde i siden, og så står de tit med spredte ben,« lyder det fra Stine Jørgensen, som var lykkelig over, at Danmark er videre til mellemrunden og dermed undgår taberturneringen Presidents Cup.

Hun påpeger dog, at der stadig er plads til forbedringer i det danske spil før mellemrunden, hvor landsholdet møder Norge, Holland og Serbien.

»Der er mange ting, vi kan blive bedre til. Vi kan ikke regne med, at Sandra (Toft, red.) står sådan der hele tiden.«

»Sandra står helt ekstremt godt i dag. Defensivt er der flere ting, vi kan være skarpe på,« siger den danske anfører.

Danmark spiller første mellemrundekamp på søndag mod Norge.