I Danmark står vi ved en skillevej med ét rungende spørgsmål, vi alle bør forholde os til: Hvor vil vi hen med vores samfund?

For mig at se er der overordnet to veje at gå.

Den ene vej er en kringlet, bureaukratisk vej med mange bump, tidsler, der stikker os i tæerne, og tjørnebuske, der får os til at få svært ved at bevæge os fremad.

En vej, hvor staten lægger forhindringer ud for os, og hvor det er sværere at folde os ud og blomstre med det, vi gerne vil. Hvor unødigt bureaukrati og uholdbare skatteregler får os til at miste modet til at skabe noget på egen hånd.

Der er heldigvis også en anden vej.

En lige vej uden unødige bump med højt til loftet og masser af albuerum.

En vej, hvor vi har friheden til at få opfyldt vores drømme og mål, uden vi kører trætte i forhindringer som smålighed, ensretning og ligemageri.

Sidste år tog jeg sammen med min kollega Eva Kjer Hansen fra Venstre på en såkaldt ’Tour de afbureaukratisering’ i de syddanske kommuner, hvor vi i den grad fik et billede af den overflod af ligegyldigt bureaukrati, der er blevet opbygget i Danmark gennem årene. Hvor offentligt ansatte frarøves friheden til at gøre deres arbejde.

Jeg så hellere en vej, hvor vi selv har ansvaret for at skabe det liv, vi gerne vil med vores familier og venner.

Hvor vi kan udføre vores arbejde uden et hav af urimelige regler, restriktioner, procedurer, bekendtgørelser, bureaukrati, meningsløse møder, ligegyldig lovgivning og ubrugelige blanketter.

Jeg ønsker, at vi skal vælge vejen mod frihed og frisind.

Jeg synes, at vi skylder befolkningen mere tillid. Tillid til at de godt kan klare sig selv, administrere deres egne penge og leve på den måde, de synes er bedst.

Derfor bør alle danskere spørge sig selv, hvilken vej de gerne vil gå.

For frihed og frisind kommer ikke af sig selv.