Det er selvfølgelig i den bedste mening, når politikere fordømmer ulovlige stoffer, påpeger deres farlighed og taler imod misbrugseksperter som Henrik Rindom, der forsøger at nuancere debatten. Man ønsker blot at beskytte vores unge mennesker, I get it. Det gør vi alle. Og jeg forstår sådan set også godt rygmarvsreaktionen; en 15-årig døde i februar efter at have indtaget mdma og to piger fra Esbjerg-egnen blev indlagt efter indtagelse af samme stof. Det er farligt, vi skal bekæmpe det med alle midler – ja det giver umiddelbart mening. Men det gør det så bare ikke alligevel.

For hvis man dykker ned i substansen og går til problematikken med nysgerrighed og konstruktivitet, vil man opdage, at svaret ikke ligger i en krig mod narko. Krigen mod narko gør det nemlig umuligt at skadereducere, og dermed er den livsfarlig for de unge, vi så gerne ville hjælpe.

Jo, narko kan bestemt være farligt. Men det er langt mere kompliceret end som så. I vores iver efter at bekæmpe stofbrug har vi forsømt at uddanne os selv og vores børn og unge. Vi tør ikke sige, at mdma uden urenheder og i lave doser er langt mindre farligt end f.eks. kokain. For er det ikke det samme som at opfordre til at tage det? Nej, det er det ikke.

Myter og fordomme er så udbredte, at man må tage sig til hovedet. Det er livsfarligt, rør det ikke, du dør af en overdosis og bliver afhængig! Sådan lyder budskabet, uanset hvilke stoffer, der er tale om.

Men jeg vil hellere have et oplyst barn end et forbudsforskrækket barn. Et barn, der ikke er i tvivl om, hvad de forskellige stoffer er, hvilke der er farligst, hvilke man absolut ikke må kombinere og hvor høje doser skal være for, at man bringer sig selv i fare. Jeg vil selvfølgelig allerhelst have, at mine børn holder sig helt fra stoffer, men lige meget hvor god en mor jeg er, findes der ingen garantier i verden. Og så vil jeg meget hellere have, at vores unge mennesker kan få testet stofferne, inden de tager dem, end at de skal spille russisk roulette sammen med deres venner på et teenageværelse et sted.

Lande som Holland og Portugal har for længst afkriminaliseret forbrug af narkotika, imens Norge er på vej med en lignende lovgivning.

Logikken bag den tilgang til stofbrug er klar: Det giver ikke mening at straffe mennesker for at skade sig selv. Til gengæld giver det mening at oplyse og tilbyde afvænning, hvis det er nødvendigt.

Forestil dig, at din teenagedatter har besluttet at prøve mdma. Du har advaret om farerne ved narkotika, og også i skolen har hun hørt budskabet: Tag ikke stoffer! Men din datter er, som teenagere ofte er; ligeglad med, hvad de voksne siger. Sammen med en veninde skaffer hun en pose mdma og er klar til en vild fredag aften. Så er spørgsmålet, hvad du foretrækker; at din datter tager stoffet uden at vide, hvad det indeholder, eller hvor stærkt det er, med den store risiko, det indebærer. Eller at hun anonymt kan henvende sig på en klinik, der tester stoffet for hende og kan fortælle hende, hvad der er i, og hvor stærkt det er – kort sagt, om hun risikerer sit liv ved at tage det.

Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække.