Erik Østenkjær
Erik Østenkjær

Jeg har ofte tænkt på, hvorledes det er muligt at så mange studieværter, journalister, redaktører, ja, i det hele taget medarbejdere ved tv-medierne er i stand til at få deres egne små egoistiske projekter igennem.

I denne weekend har jeg set DRs programmer om venskaber. Det ene program handlede om værtens egen studenterklasse og egen ’finden til rette’ med sin fortid, med vennen, der savnes, og kæresten, der blev væk. I det andet program handlede det igen om værtens venskab til en veninde, hun havde mistet, krydret lidt med andres venskaber, men trods alt mest om hendes egen selvterapi.

Jeg kunne blive ved, det er bare en lille række af alle disse mennesker, der arbejder på medierne, der i den grad sørger for at dyrke dem selv og deres egne interesser. Hvem fanden har kontrol med det? - Erik Østenkjær

Nu er det jo ikke kun der, man ser det. Vi kan tage på utallige rejser, uanset om de kaldes dannelsesrejser eller udviklingsrejser. Lige fra det nyeste med Erik Peitersen og veninden Christine Feldthaus, der skal have sig en tur til USA, eller ZULU tosserne i ’Stupid man, iPhone’, der nu skal en tur til udlandet og opleves i det mest tåbelige, intetsigende program, der længe har været sendt. Værst af alle er familien på den evige fart på det gode skib Havanna, en studievært med egen produktion og sideløbende kontrakter.

Erik

Jeg kunne blive ved, det er bare en lille række af alle disse mennesker, der arbejder på medierne, der i den grad sørger for at dyrke dem selv og deres egne interesser. Hvem fanden har kontrol med det?

Nå, det er vel ikke så meget anderledes, end når man sender sin kones hest til USA, så hun kan ride, eller når der betales uhyre lønninger til veninder og venner for konsulentopgaver.

Er der virkelig ingen, der kan se, at medierne har dannet deres egen lille subkultur, deres eget lille Christiania? Måske var det på tide, at der blev brugt lidt politi til at rydde op i denne nepotistiske kultur, hvor den herskende klasse er journalister, der gavmildt giver klap på hinandens skuldre, rejser og betalt tid til hobbies og egen terapi.

østenkjær

I alt dette, kan jeg ikke andet end tænke på alle de medborgere, der er kommet i klemme i vores lykkepille-samfund. På alle dem, der er i klemme i psykiatrien, hvor alt efterhånden skal foregå på frivillig basis, bare for at der kan blive råd til en enkelt sengeplads mere til dem, der virkelig har brug for det. Hvor ville jeg ønske, at de kunne fortælle deres historier i TV, være med til at præge samfundet til et mere omsorgsfuldt samfund.

Hvor ville jeg ønske, at mennesker, der må kæmpe i modgang, kunne få adgang til oplevelser, der kunne tjene dem og andre, men vi kan jo ikke sende et helt skib afsted, fyldt med dem, der har det værst, eller kan vi?

Nej, vi må hellere sørge for at sende dem afsted, der har mest i forvejen, og sørge for at det bliver på en god løn, på en god kontrakt og med en lav etik.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook