»En pizza nr. 15 og en Coke Zero,« sagde kunden foran mig i køen. Jeg sagde naturligvis ikke noget. Men da tanker stadig er toldfri, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at selvom det naturligvis er fornuftigt at vælge det sukkerfri alternativ, hvis man skal passe på sin vægt, giver det jo næsten ingen mening i sammenhængen.

Som jeg har det med en pizza og en Coke Zero, har jeg det med folk, der taler om alt det stress, der følger af nogle få prøver i løbet af folkeskolen, uden at forholde sig til de enorme mængder af stress, den moderne skolehverdag giver.

Da jeg gik i skole for mange år siden, havde vi en fast klasselærer. Vi havde et fast skema, der gjaldt hele skoleåret. Vi havde et fast klasselokale. En fast struktur af lektioner og en forholdsvis fast pædagogik, som gik ud på, at hele klassen samlet arbejdede med dagens lektie.

I dag er klasselæreren afskaffet. Det faste skema er afskaffet. Klasselokalet findes endnu – men nogle steder eksperimenterer man med at afskaffe det. Til gengæld er den faste struktur af lektioner og den gennemskuelige pædagogik også fortid - ligesom klasselæreren og det faste skema.

Jeg er sikker på, der har været fornuftige argumenter og ædle hensigter bag denne opløsning af orden og regelmæssighed i skolen – ligesom der har været ædle hensigter bag beslutningen om, at der ikke behøvede være den samme ro i undervisningen, som der var tidligere.

Men når larm og mental flugt ud på de sociale medier træder i stedet for den klassiske ro og koncentration, og man lægger dette oven i afskaffelsen af orden og regelmæssighed, kan jeg ikke lægge faktorerne sammen på andre måder end, at resultatet bliver massiv stress.

Mange voksne er kede af at sidde i storrumskontorer, fordi de bliver stressede og ikke får noget fra hånden. Men en typisk skolesituation må da være ti gange værre. Med al sin larm og al sin indbyggede uklarhed om, hvad der i grunden er aktiviteternes formål, regler og rammer.

Hvis de obligatoriske test er colaen, er dagligdagen i skolen pizzaen. Derfor spørger jeg: Dersom du synes, din vægt er et problem, bør du så lave noget om ved colaen eller ved pizzaen?

Selvfølgelig vil du tage mindre på, hvis du erstatter din almindelige Coke med Zero. Men du vil stadig bule ud, hvis du bliver ved med at spise pizza – bare en anelse langsommere.

Ønsker du at holde vægten, eller ligefrem at tabe dig, er det altså pizzaen, du skal se på. Og ønsker du mindre stress i skolen, er det hverdagen du skal se på. Ikke de få dage, der er anderledes.