Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da Morten Olsen i november trådte tilbage som landstræner, blev der (i mediekredse, så mange er formentlig og forhåbentligt blevet forskånet) en diskussion ud af, at pressen efter det sidste pressemøde med landstræneren havde klappet ham ud af lokalet.

Det handlede om kritisk distance til kilder og om at pakke den hyggelige jovialitet væk.

Jeg var ikke i lokalet, da der blev klappet, men ude for at tage et telefonopkald.

Men jeg havde klappet, hvis jeg havde været der. Selvfølgelig. Det var passende og rigtigt at gøre.

Og jeg klappede tidligere i dag, da Morten Olsen i DBU blev hyldet for en indsats på det danske landshold, der er så voldsom i sin betydning, at vi formentlig ikke kommer til at opleve det igen.

Jeg klappede roligt - og det kan kollegaer selvfølgelig gøre med mig - velvidende, at vi har taget vores kampe med Morten Olsen gennem de seneste 16 år. Han er blevet udfordret, kritiseret og til tider ønsket af pommeren til.

Han har tålt det altsammen, har altid stået med både brede skuldre og bred ryg og accepteret spillets præmisser, når man har et job, som alle mener sig (næsten) lige så kompetente til at udføre. Han har slet og ret haft format.

Men frem for alt har han været den mest kompetente, passionerede og engagerede, man kunne ønske sig i jobbet, og jeg tror ikke altid, vi har begrebet, hvor heldigt det har været for Danmark, at han var så forelsket i netop at være vores landstræner.

Perioden blev vel lang. Måske endda lidt for lang. Der er unge drenge og piger i dette land, der aldrig har oplevet andre landstrænere end Olsen, og det kan jo i sig selv være ligegyldigt, men alle gode historier skal også ende, og Olsens sluttede for sent og ikke så godt, som den havde fortjent.
Den sluttede blandt andet med en samarbejdsrelation til DBU-ledelsen, som var ved at køre helt skævt.

Det blev ikke engang forsøgt skjult ved receptionen i dag, hvor Olsen blandt andet fortalte, hvor dårligt han havde det med fyringen af Lars Berendt for et par år siden, og hvor DBU-formand Jesper Møller fortalte, at han på et tidspunkt af anfører Daniel Agger blev bedt om at komme på banen for at rette op på relationen til Olsen. Møller tog til Belgien og fik både god chokolade og kaffe hjemme hos Olsen. Der var olie på vandene, og man levede med hinanden tiden ud.

Dagen i dag er Olsens. Med en skøn, håndskrevet tale, på hvad der føltes som i omegnen af 10 halvkrøllede A4-sider, fik han sat sine egne ord på den betydning, det hele har haft for ham, men undlod i det store og hele at fortælle os, der fik lov at opleve det hele, hvad vi skulle synes om det.

Det er generøst lagt over til os alle hver især. For mig er det - selv om spillet har været for sidelæns af og til - ret enkelt: Morten Olsen er den største landstræner, Danmark har haft.
Og han er i hvert fald er en klapsalve værd.

Andre læser også