Jeg er en halv-indadvendt jyde i København. 'Vil du have det fede job, den fede bolig og komme frem, må du networke' har jeg hørt overalt.
Så jeg propper mig med tapas. Smiler lidt med tænderne. Griner af dårlige jokes. 'Hvem skal jeg bage på i rummet her?,' tænker jeg sommetider, hvorefter jeg gnider mig op af en, jeg er ligeglad med. Før jeg stopper op...
Jeg mener, at networking-tendensen gør vi unge til prostituterede. Vi sælger vores overflade. Vi gemmer vores svagheder væk. Og det er jo en katastrofe!
Det er som om, at networking-tendensen pervereterer vores relationer. Vi skøjter rundt i LinkedIn-kontakter, Facebook-venner, foruden vores Tinder-bekendte. Unge har aldrig networket mere, og ensomheden har
aldrig været større. Måske fordi vores moralske kompas er slået i stykker. En gylden regel blandt lykkeforskere går på, at 5 tætte venner er mest optimalt. Men den regel har vi skyllet helt ud.
Networking-tendensen startede egentlig i erhvervssektoren i 1950’erne. Det var en effektiv salgsmetode med lave omkostninger. Siden er har networking sejret overalt. Og med sociale medier siden 2002, har vi
skovlet “venner”, vi ikke engang hilser på i offentligheden, til os på MySpace, LinkedIn og Facebook. Føj.
Jeg tror ikke en meter på networking. For en god networker plejer sin egen interesse, men han lader som om, at hun har interesse for den anden. En god networker er dybt rådden og uærlig. Dybt udansk. Jeg tror
på interesse-fællesskaber. Hvor den fælles interesse - i stedet for egeninteresse - er i centrum. Jeg tror på professionelle relationer, hvor forretning er i centrum. Men networking. Det er for syret.
Det er som om, at vores samfund i for høj grad snurrer om forkerte logikker. Vi har accepteret nogle småperverse spilleregler, som gælder på boligmarkedet, jobmarkedet og i vores relationer til hinanden. Vi unge ved da godt, at jobs ofte ikke bliver slået op. Man ville være snotdum, hvis man ikke networkede i jagten på et lækkert cv, ikke sandt? Men fremmer det ærligheden og dybden mellem mennesker? Ikke spor.
Vi unge ved da også godt, at kollegieværelser og lejeligheder går på skift mellem folk, der kender hinanden. Det er ærgerligt for mønsterbryderen fra ghettoen, der hedder Mohammed Hassanur, og ingen kender i København.
Jeg har før skrevet om tilstandene på boligmarkedet og sammenlignet det med prostitution. Det fik en ældre dame til at ringe mig op. Hun sagde: “Det gør mig dybt ked af det, at du må prostitutere dig på gaden for at få et sted at bo. Du kan bo i mit skur i haven”.
Hun misforstod min fortælling grueligt, men jeg blev egentlig rørt. Vores relation opstod på 1 minut men var 1000 gange mere dyb og reel end forholdene mellem networkere. Og det er dér, vi skal hen!
I den bedste af alle verdener begynder vi at tilbyde hinanden et skur. Ikke for egen vindings skyld. Men for at give læ.
