Fri os for akademisk uddannelsessnobberi!

Ja, ja, jeg ved det godt. Jeg er selv akademiker, så jeg burde måske klappe i. Men vi har altså brug for håndværkere i dette land. Det kan ikke nytte noget, at vi opfordrer så mange unge til at vælge gymnasievejen og universitetsvejen. Og det kan heller ikke nytte noget, at næsten 30 procent af eleverne i folkeskolen bliver erklæret ’ikke uddannelsesparate’. Det kan simpelthen ikke passe. Det er ikke en situation, vi vil acceptere.

I dag hedder de erhvervsfaglige uddannelser alt muligt fint. Jeg har fået fortalt, at den eneste tekniske skole, der stadig hedder teknisk skole, er den i mit lokalområde: Roskilde. Alle de andre har skiftet navn til et eller andet fancy. Det kan i sig selv være et problem. For både de unge og deres forældre kan blive i tvivl om, hvad de fine navne egentlig dækker over. Og vi ved, at de unge i høj grad går til deres forældre for råd og vejledning om uddannelsesvalg. Derfor kan det blive ekstra svært at vælge uddannelse. Men det er altså gode gammeldags smede, murere og kokke, vi taler om. Plus selvfølgelig de mange mere specialiserede uddannelser, vi finder på erhvervsuddannelserne.

Hvad gør vi så ved uddannelsessnobberiet? Vi er nødt til at begynde det arbejde i folkeskolen. Vi må blive bedre til at få flere til at blive uddannelsesparate. Og vi må have stoltheden ved et håndværk tilbage. Gymnasier er ikke finere end erhvervsuddannelserne. Det er bare noget andet – et andet valg.

Regeringen har gang på gang beskåret området, og det er jo helt gak. I stedet skulle vi i fællesskab sikre, at eleverne i folkeskolen ved, at der er andre og lige så fine muligheder end gymnasiet. De skal forberedes til valget ved at kunne lave praktiske projektopgaver i stedet for kun teoretiske. Opgaver, der udvikler nysgerrigheden ved en erhvervsfaglig uddannelse.

Folkeskolen skal vise de unge, at håndværk bliver taget alvorligt. Alle skal have et praktisk valgfag. Og vi viser seriøsiteten ved, at de unge også skal til eksamen i det praktiske fag. Vi skal stimulere, lokke og friste eleverne til at tage håndværk alvorligt. Vise dem stoltheden ved veludført håndværksarbejde af høj kvalitet.

Jeg vender lige tilbage til de næsten 30 procent af eleverne, der bliver erklæret ’ikke uddannelsesparate’. Det er jo en skandale. Vi svigter ungdommen ved at fortælle næsten hver tredje, at de ikke kan bruges til noget. For det er jo i realiteten sådan det bliver opfattet. Jeg ved, at folkeskolen og de erhvervsfaglige uddannelser gør en stor indsats, og at vi ser små forbedringer. Men der skal turbo på, så vi ikke svigter for mange årgange. Hvad gør vi?

Vi må have endnu mere praktik og brobygning mellem folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Vi må og skal fokusere på den enkeltes kompetencer og muligheder. Og så skal de mange forskellige handleplaner samles, så én elev får én handleplan. Det er både bedre og mere overskueligt for eleven, læreren og forældrene.

Vi skal have stoltheden tilbage. Ikke kun på arbejdernes internationale kampdag 1. maj, men hver eneste dag året rundt. Og især når unge beslutter sig for en uddannelse. Vi har brug for dem.