Hvorfor skærer vi stadig i raske drengebørn?

Det er et spørgsmål, som jeg har gået med i tankerne over den sidste uge, siden jeg stødte på et borgerforslag, der ønsker at indføre en mindstealder på 18 år for omskæring af raske drenge.

Forslaget blev stillet tilbage i februar og har indtil starten af juli til at samle de 50.000 antal støtter, det kræver, for at forslaget sendes videre til Folketinget. I skrivende stund er der 36.339 mennesker, som har støttet forslaget.

En simpel Google-søgning vil hurtigt vise, at et forbud mod omskæring ikke er en ny debat, men snarere noget, som vi har diskuteret fra tid til anden de sidste mange år. Tilbage i 2016 viste en Megafonmåling, at 87 procent af den danske befolkning mente, at omskæring af sunde drengebørn under 18 år, skulle forbydes.

Nu står vi så her, to år senere og nyfødte børn får stadig skåret deres forhud af.

Det er en trist mentalitet, som ofte viser sig hos os danskere. Vi elsker at debattere og forarges, ligeså meget som vi hader at skulle engagere os aktivt i noget, som ikke berører vores eget privatliv. Det er på mange måder sørgeligt, at den største forhindring for at kunne få indført et forbud af omskæring, virker til at være den almene danskers dovenskab.

Eller måske er vi i virkeligheden ligeglade.

Måske sidder de 87 procent af den danske befolkning med tanken, at det ikke er i orden, at skære i raske nyfødte børn, men så længe det ikke er ens eget barn, der skal skæres i, så er det egentlig lidt ligegyldigt.

Jeg har personligt intet incitament for at engagere mig i lige netop debatten om omskæring. Jeg er ikke selv omskåret, har ikke børn, og er ikke synderligt bekendt med de traditioner, der ligger til grund for, at det fortsat praktiseres i en stor del af verden.

Derfor synes jeg stadig, at det er forkert at skære i raske børn. Også i sådan en grad, at jeg vil ofre fem minutter af den tid, jeg ellers skulle have brugt på computerspil, for at gøre mit for, at danske politikere skal tvinges til at forholde sig til, om små drenges tissemænd og skalpeller, er en god kombination.

I takt med at politikerleden er blevet et udtryk, der råbes på hvert et gadehjørne, virker det en anelse håbløst, at de fleste, ikke kan få nosset sig sammen til at underskrive en elektronisk formular, som kræver at du går de 10 meter ud til jakkelommen, hvor dit NemID ligger gemt.

I stedet kan du sidde tilbage, og fortsætte med at være småforarget. Måske forestille dig, hvordan en nyfødt dreng lyder, når man skærer hans forhud af. Alternativt kan du være en af de 50.000 som rent faktisk rejser sig fra sofaen.

Valget er dit.