Én million danskere er kastet ud i utryghed omkring deres hjem. Statsminister Lars Løkke og regeringen har nemlig tænkt sig at dræne pengekasserne i de almene boliger.

Derfor er en lang række renoveringsprojekter udskudt på ubestemt tid. Det giver voldsom utryghed. Mennesker, der har forberedt sig på, at de skulle genhuses, fordi deres lejlighed skulle renoveres. De ved nu ikke hvad fremtiden bringer. Skimmelsvamp skulle bekæmpes. Utætte vinduer repareres. Lejligheder istandsættes. Alt det er sat i bero, fordi regeringen har en ghettoplan, og mener at hele regningen skal betales af de mennesker, der i forvejen står med de største integrationsudfordringer: lejerne i de almene boliger.

Lejerne er fornuftige folk. De betaler ekstra i husleje, så der er sparet op til fremtidens behov for renoveringer. Deres fælles og solidariske opsparingskonto hedder Landsbyggefonden, og det er den, regeringen nu vil negle pengene fra.

En ghettoplan er en god ting. Vi har også fremlagt vores eget udlændingeudspil i Socialdemokratiet. Nødvendigt og helt rimeligt at sætte ind her. Men hvis lejerne i de almene boliger fx skal betale ekstraudgiften for, at regeringen vil sikre flere børn med ikke-vestlig baggrund en plads i en daginstitution, så står verden da ikke længere!

Når jeg taler med beboerne i de almene boliger, så er indtrykket, at de er glade for deres lejligheder, glade for at bo under ordnede forhold med beboerdemokrati, langtidsplaner for renoveringer og styr på tingene. Vi ved, at mange ældre ser frem til en seniortilværelse i seniorfællesskaber, ældreboliger og alle de andre boformer, de kan få i de almene boliger.

Huset eller lejligheden er blevet for stor. Kræfterne rækker ikke til vedligeholdelse, græsslåning og låneomlægninger. Nu vil de gerne bo trygt og godt i en almen bolig med service og enkelhed. De boliger bliver måske slet ikke bygget. Alt er sat på hold, og det bliver sværere at få bygget alle de boliger, der er brug for.

Kommunerne råder over et antal boliger i de almene boligselskaber, hvor de kan placere særligt udsatte mennesker. Psykisk syge, som måske skal tilbage i en hverdag efter indlæggelse. Nogle gange går det godt. Andre gange er de simpelthen for syge og i nogle tilfælde eksplosive og skaber angst og utryghed i boligområderne.

Det skal lejerne hjælpe kommunen med. Kommunerne placerer også de mest socialt udsatte og udlændinge i de almene boliger. Det betyder, at lejerne skal hjælpe med integrationsindsatsen – ikke kun i opgangen, men også i den lokale folkeskole, hvor flygtningenes børn naturligvis skal gå. Igen er det lejerne, som står for integrationsindsatsen.

Nu napper regeringen så også lejernes penge til hele den øvrige integrationsindsats. Og imens kan det bedre borgerskab på villavejene og nord for København sidde og nikke og sige, at det er vel nok godt, at regeringen nu tager fat på integrationsproblemerne. Vel at mærke integrationsproblemer, som disse mennesker aldrig har mødt ansigt til ansigt, men kun set i tv og bekræftet hinanden i deres forargelse over, hvor galt det hele står til.

Hvad blev der lige af princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs? Mange af lejerne er efter min erfaring hærdebrede mandfolk (M/K) med kræfter, engagement og ønske om at bidrage. Men ofte er det ikke de rigeste, der bor i almene boliger. At regeringen nu forlanger, at lejerne ikke kun skal bære integrationsopgaven i det daglige, men også økonomisk fra i forvejen slunkne tegnebøger. Det er uretfærdigt, tarveligt og i det hele taget dårlig stil.

Jeg synes, at vi burde give lejerne et kæmpe klap på skulderen for deres store indsats både for integration og vores sociale problemer. I stedet får de regningen.