KOMMENTAR

Af Jacob Mark, gruppeformand for SF i Folketinget. Ordfører for børn, undervisning, uddannelse og forskning samt kultur, idræt og medier

I sidste uge cyklede jeg Danmark rundt – fra Bornholm til Tønder og videre til Skagen – for velgørenhedsorganisationen Broen. Broen er en organisation, der hjælper udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til fritidsaktiviteter, så de får mulighed for at blive en del af fællesskaberne i Foreningsdanmark.

Det er muligvis lidt en kliché at sige, at sport binder os sammen. Ikke desto mindre er der alligevel noget om det. På turen rundt i landet cyklede jeg blandt andet ved siden af kolleger fra andre politiske partier. Kolleger, jeg som SFer kan være politisk uenig med i hverdagen på Christiansborg, men hvor vi på landevejen var sammen om at kæmpe mod vind og vejr for et godt formål og så dele en kold øl, når turen var overstået.

Uanset om det var Kristian Thulesen Dahl eller Morten Østergaard, der cyklede ved siden af mig, havde de som regel også ondt i bagdelen af de mange kilometers cykling. Og når alt kom til alt, var vi alligevel ikke så forskellige.

På samme måde som det er vigtigt for os politikere at opleve fællesskaber på tværs af vores forskelligheder, så gælder det samme for alle børn og unge. For når vi dyrker sport, er vi ligeglade med vores med- eller modspilleres sociale baggrund. I sport gælder andre regler. På cykelholdet eller på fodboldbanen er alle pladser lige vigtige – hvad er det for eksempel værd at have en angriber, der scorer det ene mål efter det andet, hvis ikke også der er et forsvar, der kan sikre, at der ikke ryger mål ind i den anden ende?

Desværre er det ikke alle, der er så privilegerede, at de bare kan købe en racercykel og køre af sted på landevejene. Eller købe et par fodboldstøvler eller betale fast kontingent i tennisklubben. Der er en ulighed i sport, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe børn og unge udenom.

Det kan naturligvis være svært at ændre fra den ene dag til den anden. Men det gør det ikke mindre værd at kæmpe for. Alle børn og unge har ret til at være en del af fællesskabet – uanset social baggrund. Det gælder både sport, kultur og andre sociale aktiviteter, og står det til SF, betyder det, at alle udsatte børn og unge skal have ret til et klippekort, som kan bruges til betaling for et kontingent i en forening.

Det havde vi i min egen hjemby Køge. Klippekortet eller fritidspasset, som vi kaldte det, betød, at de unge, der ikke havde råd til at gå til sport, kunne få betalt kontingentet til foreningslivet. Børnene var glade, fordi de fik mulighed for at gå til sport. Forældrene var glade, fordi deres børn var glade. Og sportsforeningerne var også glade, fordi de fik flere medlemmer, og fordi deres fællesskab blev endnu mere mangfoldigt.

Alle børn fortjener at gå til sport og være en del af et stærkt fællesskab. Men det kræver vores allesammens hjælp.

Andre læser også