Kommentar af BTs håndboldkommentator Søren Paaske.
Landstræneren er nået frem til, at det er manglende killerinstinkt under EM, som er afgørende for, at Danmark nu står med en fiasko-hørmende sjetteplads som udbyttet af anstrengelserne i Polen.
Tja... Det har Gudmundur Gudmundsson jo sådan set ret i, når man ser på de sidste minutter af de fatale mellemrundekampe mod Sverige og Tyskland. Men i min optik burde de opgør aldrig været blevet så tætte. Dertil skal de danske spillere simpelthen bare være dygtigere end deres modstandere.
Derfor må Gudmundsson også have noteret sig en lang række spørgsmål i sin grønne notesbog, som ikke kun handler om kynisme - men også om selve spillet. Her kommer mine bud, hvilke temaer og spørgsmål der i hvert fald burde stå noget om.
Jeg synes, det er fair at stille spørgsmålet: Kan Danmark vinde en titel med Mads Christiansen på højre back? Han mangler helt enkelt kvalitet i det offensive spil. Det bliver - specielt mod de bedste nationer - så sidelæns og ufarligt, at det er alt for let for modstanderne at lukke ned for den danske bagkæde. Det er jo ikke tilfældigt, at både Sverige og Tyskland forsøger sig med et 4-2 forsvar, hvor de siger reelt til Mads Christiansen, at de ikke regner ham for en trussel.
Peter Balling faldt igennem i de få minutter, han fik i EMs indledning, men han viste prøver på sit niveau mod Frankrig. Men er det nok, når der er noget på spil i de afgørende kampe?
Jeg har savnet Kasper Søndergaard ved denne slutrunde. Hans gennembrudskraft, hans skud fra distancen, hans blik for stregen; ja, alle hans offensive våben. De ville have hjulpet Danmark. Må jeg foreslå Gudmundsson, at han ringer til Søndergaard og prøver at lokke ham tilbage? Det ville klæde landsholdet voldsomt.
Apropos førnævnte Peter Balling og Alexander Lynggaard? Hvorfor er de med, når landstræneren ikke vil bruge dem? Vi taler alle om den imponerende danske bredde - så må det da være muligt at finde 16 spillere, man tror på?
Et andet punkt er fløjene. Hvorfor har Danmark ikke i højere grad formået at iscenesætte Anders Eggert, Lasse Svan Hansen og Hans Lindberg, som alle tilhører den absolutte elite på deres positioner - og Casper U. Mortensen holder også et fornuftigt niveau? Det danske spil har generelt manglet bredde, og det er blandt andet gået udover fløjene.
Playmakerposten har også haltet. Der var store forventninger til Rasmus Lauge før denne slutrunde, men Lauge har end ikke været i nærheden af at leve op til tilliden, og han har været en skygge af den spiller, der har leveret på et højt niveau i efteråret hos Flensburg-Handewitt. Mads Mensah har været godkendt, men landsholdet har manglet en kølig håndboldhjerne, der kan tage styringen og supplere Mikkel Hansen på den front, for han har vanskeligt ved at temperere spillet, når han bliver mandsopdækket.
Michael Damgaard har været et friskt pust, men det er ikke som klassisk playmaker, han er en gevinst. Han er for meget en ’shooter’, og Damgaard har brug for at blive holdt i kort snor, når det ikke fungerer for ham. Det gjorde det eksempelvis ikke i slutningen af opgøret mod Tyskland, hvor han skød og skød og endte med at få en skurkerolle.
Og hvorfor forsvandt det danske kontraspil i de sidste kampe? Det var høj klasse i indledende runde, men forsvandt som polsk vodka på en lørdag aften i Wroclaw efter kampen mod Spanien.
Endelig: Det danske forsvarsspill var ikke så vakkelvornt som frygtet, men midtzonen kan trods alt ikke sige sig fri for at være udfordret i perioder - er vi helt trygge ved, at vi har løsningerne uden René Toft Hansen, når OL-billetten skal i hus? Og når der forhåbentlig skal kæmpes om medaljer i Rio til sommer…
Med andre ord er der nok at kigge på for Gudmundur Gudmundsson, når han skal evaluere på denne EM-slutrunde. Det handler ikke kun om manglende dræberinstinkt.
