Jeg oplevede det som enormt betydningsfuldt, at Danmark sidste sommer kvalificerede sig til OL-turneringen i fodbold.
Først og fremmest fordi dansk landsholdsfodbold aldrig kan få slutrundeerfaring nok samlet op. Med OL-pladsen lå endnu en god turnering for fremtidens A-landsholdsspillere at øve sig på.
Det er stadig skønt, at Danmark er med i OL-turneringen for første gang siden 1992, fordi den for alle os, der kigger på, bliver desto mere interessant at følge med i.
Men jeg er ærligt talt blevet mere i tvivl om, hvor stor værdien på den lange bane af deltagelsen er.
De regler, der nu er lagt ned over, hvilke spillere, landstræner Niels Frederiksen må udtage, gør (næsten) OL-trupsammensætningen til en joke.
Niels Frederiksen kan ikke forvente at få spillere med fra Superligaen som deltager i europæiske turneringer. Det kunne med andre ord sagtens betyde, at vi står med et OL-hold uden spillere fra tre af disse fire klubber: FCM, FCK, Brøndby og AaB.
Det kunne betyde farvel til folk som Nicolaj Thomsen, Frederik Rønnow, Andreas Cornelius, Riza Durmisi og Pione Sisto. For nu at nævne nogle.
Herudover kan alle andre klubber frede en spiller, som man ikke vil frigive. Det kunne være Esbjergs fremragende målmand Jeppe Højbjerg eksempelvis. Eller OB's Mikkel Dessler.
Landstræneren kan spørge på alle spillere, og det kan være, at klubberne siger ja, fordi de kan se en værdi i at give deres spillere landsholdserfaring, men der er ingen forpligtelse.
Er det til at forstå dette set fra et klubperspektiv? Ja, helt bestemt da. Det giver masser af mening, at klubberne, der betaler lønnen, selvfølgelig vil have deres bedste spillere til rådighed på et tidspunkt, hvor Superligaen er i fuld gang, og hvor der forhåbentlig er danske klubber som deltagere i de helt afgørende kvalifikationskampe til de europæiske turneringer.
Niels Frederiksen har herudover et bjerg at bestige i udlandet med at overbevise blandt andet tyske, hollandske og engelske klubber om, at de skal lade spillere som Yussuf Poulsen, Andreas Christensen, Viktor Fischer og Lasse Vigen tage med til Rio.
DBU glæder over aftalen med de danske klubber og kalder den et godt udgangspunkt for at gå i konkrete forhandlinger med de enkelte klubber om spillerne.
Nu skal man jo have lov at være optimist. Og man kan håbe, at optimismen er begrundet i en fornemmelse af, hvordan forhandlingsklimaet om spillerne bliver. Men jeg synes nu, at det er en vel glad fortolkning af en aftale, der i værste fald sender Danmark til OL med et løjerligt landshold af sekundaspillere i aldersgruppen.
Og på den måde kan det danske landshold blive den perfekte case på, hvorfor fodboldturneringen som OL-begivenhed skal gøres til en officiel FIFA-slutrunde som sætter alt andet fodbold på pause, hvis sporten skal have en fremtid på det olympiske program.
Som det er nu, risikerer det, at blive så helt igennem ligegyldigt, at værdien forsvinder, og at ingen alligevel føler, de behøver at kigge med.
