Foto: Thomas Lekfeldt

Så er valgkampen ellers i gang på Stevns ...

’Så har man set det med. Dansk Folkeparti har hængt en neger op i lygtepælen,’ konstaterede en ældre vandonduleret dame på gaden den anden dag. Hun sagde det helt tørt, trods udsagnets ellers temmeligt oprørende indhold.

Jeg kiggede målløs, først på hende og efterfølgende på omtalte lygtepæl. Og selvom han så mere mellemøstlig ud end af egentlig afrikansk oprindelse, så hang der grangiveligt en mørklødet herre på en valgplakat for Dansk Folkeparti.

Det var overraskende. Bestemt en plakat, man husker. Og det er det vigtige, ikke? Synlighed og delinger på de sociale medier.

Hvis der er noget, der giver delinger, så er det at tage pis på politik og at vise, hvor lidt man passer ind i ’systemet’.

Lige nu kommer alle fætter Klaphat og moster Kavalergang-kandidaterne og lover at være ’upolitisk korrekte’ (nej, det er ikke en slåfejl, det ER simpelthen budskabet på én af valgplakaterne i mit område. Men kandidaten er åbenbart SÅ outlaw, at han nægter at følge reglerne for dansk sprogbrug).

Der var sågar en af de lokale kandidater, som på Facebook proklamerede, at hun ikke var politiker, og selvom hun blev stemt ind, så ville hun aldrig blive det.

»Jamen, lille ven, hvad laver du så i en valgkamp?«

For det første: Du ER politiker, når du arbejder med politik. For det andet, så er det godt nok en sløj jobansøgning, hvor du nedgør den stilling, du prøver på at få.

Politiker er jo ikke et skældsord. Og de, der udøver gerningen, burde omtale den med stolthed.

Blandt vælgerne går debatten på, at man ikke kan stole på, hvad politikerne lover.

Vi stemte på dem for at få bedre ældrepleje, mere børneomsorg, kortere skoledage og skattelettelser, eller hvad de nu har lovet os under valgkampen. Men når de så sidder der, ’på deres fede pamperrøve’, så siger de bare: ’At det ikke er muligt,’ siger vi indigneret til hinanden.

Når de er valgt, laver de kludetæppeaftaler og stemmer ’ja’ til alt muligt, de grundlæggende er uenige i, bare for at få nogle få af deres sager igennem.

’Men det var jo ikke derfor, vi stemte på dem’.

’Når levebrødspolitikerne endnu en gang har sunget deres nyttesløse sang ...’, sang Kim Larsen i 1988, og det ville være en skam at sige, at politikerleden er blevet mindre siden da.

Christina Sederqvist BYLINE

Men uanset hvor træt man er af, at verden ikke ser ud, som man ville ønske, så er svaret ikke at få mennesker som fætter Klaphat og moster Kavalergang valgt ind i byrådet. Byrådets opgave er at forvalte loven og fordele de midler, som regeringen har delt ud til kommunerne. Det er en rimelig bunden opgave. Men udover det så kan et kompetent byråd, som formår at stå sammen på tværs af partierne og at tale med en klar og tydelig stemme, formå at skubbe til Christiansborg. De kan synliggøre de udfordringer, netop deres kommune kæmper med.

Men den slags ’større perspektiv’ har man ikke mulighed for at have, hvis byrådet ligner en OBS-klasse, hvor alle dumstædigt nægter at indgå kompromiser eller lytte til andre.

Udfaldet af at stemme tosserne ind er alligevel, at de finder ud af, at de ikke får noget ud af at sidde og kaste med æggemadder og råbe op.

Så enten retter de ind og begynder at diskutere emnerne ud fra, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre (altså bliver ’normale’ politikere).

Eller også melder de sig ud af kommunalpolitik igen.

Langt de fleste, der går ind i kommunalpolitik, gør det fordi, de har et ønske om at gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted.

Lad os værdsætte det og huske, at kludetæppeløsningerne er nødvendige i et demokrati.

Så før du stemmer på ham med den største cowboyhat eller den mest finurligt snoede moustache, så tænk lige over, om det, de lover, lyder sandsynligt.

At bruge sin stemme som protest mod det eksisterende system er det samme som at pisse på sine demokratiske muligheder for medindflydelse.

Så lad os nu bare boykotte dem, som prøver at gøre vores demokrati til et realityshow.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook