Der har nok aldrig været så mange formaliserede muligheder for at finde kærlighed. Alligevel er det som om, det er blevet sværere end nogensinde faktisk at finde den. Kærligheden. Den, der holder ud over et par dates…

Når jeg tænker på mine egne og andres datingoplevelser, får jeg ofte en voldsom lyst til at synge ovenstående tekst, fordi det på en eller anden måde er så rammende.

Jo, de fleste af os kender nogle, der har fundet kærligheden via dating. Men mon ikke de fleste af os kender ti gange flere, der har forsøgt i årevis og stadig leder? Jeg gør i hvert fald.

Og skal jeg alene kigge på min egen historie, må jeg indrømme, at jeg aldrig i mit liv har været single så længe som nu. Fire et halvt år er det blevet til, og endnu er det ikke lykkedes mig at have en kærlighedsrelation til en mand, der har holdt udover en måned. En måned..?!

Da jeg var yngre, havde jeg altid kærester. Jeg var sjældent single ret lang tid ad gangen, og det var mine venner og veninder heller ikke. Man fandt konstant en at ’hooke’ op med, og når det sluttede, fandt man en ny. Når jeg ser tilbage på det, virkede det så nemt og simpelt som teenager.

Selv som ung voksen var det det samme. Jeg mødte nye mænd og kærester på arbejdet, til fester eller i byen.

Og selv efter jeg fik børn, var det at finde kærligheden, forelske sig i en, der også var forelsket i mig, nemt. Det skete bare. Men det var før online dating blev rigtig stort, selv om det var der.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg for snart tyve år siden skrev min første artikel om netop dating, fordi det stadig var lidt af et kuriosum, at folk tilmeldte sig dating.dk og scor.dk for at finde en kæreste eller uforpligtende sex.

Selv havde jeg som ung fundet en kæreste over Træfpunkt (en telefontjeneste hvor man talte i mindre grupper), hvor min første og eneste date resulterede i et længere forhold.

Men dating på nettet var i slut-90’erne stadig ikke commes il faut – faktisk lidt ’taber’-agtigt, at man tilsyneladende var nødt til at gå på nettet for at finde en kæreste i stedet for at møde folk mere ’normalt’. Der måtte jo være noget galt med en.

Det stigma er der ikke længere. I dag er det næsten mere undtagelsen end reglen, at folk møder hinanden i den virkelige verden, før de udveksler mobilnumre eller finder hinanden på Facebook. Men det er hverken blevet bedre eller nemmere af den grund. Tværtimod, tror jeg.

For i og med at vi har så mange muligheder for at vælge en potentiel partner fra allerede inden et møde, tror jeg også, vi går glip af rigtig meget ’guld’ uden at opdage det. Lige som vi også hurtigt må indse, at det langt fra er alt, der skinner som guld (online), der rent faktisk også er det.

Vi snyder os selv for det der udefinerbare ’det’, når vi vælger ud fra billeder, interesser og børnefri uger. Vi ’misser’ glimtet i øjet og det frække smil, der oftest betyder en del mere for, om vi tænder, end om vi har børn i samme uger eller og begge løber maraton.

Og det skal vi nok tilbage til, hvis vi skal have en bedre chance for at finde kærlighed uden at kysse tusinde frøer. Tilbage til det personlige møde – først.

En god ven, ham fra datidens Træfpunkt, nægter netdating, men vil møde folk i Netto, træningscentret eller på stranden.

Det forstår jeg godt. For rækkefølgen er langt mere naturlig, og der slås nok lidt færre ’skæve’, inden det lykkes. Men det kræver også mod, fordi vi ikke har noget at skjule os bag. Men det har den anden jo heller ikke...