Jeg elsker at sove i ske – både med en nøgen mand og et nøgent barn. Og det ene er vel ikke mere rigtigt end det andet, eller er det?

For nylig var jeg på en forlænget vinterferie. Uden børn, men ikke alene. Ti nætter i træk sov jeg i ske med en nøgen mand, og mange nætter holdt vi også i hånd.

Så kontrasten var enorm, da jeg på aftenen for min hjemkomst lagde mig til at sove – i ske med en nøgen 6-årig og en 11-årig i hånden.

Og pludselig blev det meget tydeligt for mig, hvor meget jeg har rykket mig i forhold til samsovning med børn. Jeg har været voldsomt irriteret over ’speltmødes’ anbefalinger af at sove sammen med børn i årevis og tænkt: ’Hvordan fanden vil de nogensinde få et sexliv op at køre igen?’

En ting er, at jeg med min 70’er-agtige tilgang til tingene ikke har noget problem med at knalde med en baby ved siden af, men de skal ikke være ret gamle, før de godt ved, hvad der foregår, og det så selv for ’en gammel hippie’ bliver en anelse grænseoverskridende.

Jeg har for år tilbage forarget læst om en kvinde, der åbent fortalte, at hun jævnligt delte dobbeltseng med sine to store teenagedrenge. Men for et par dage siden havde jeg både den 6-årige og en 15-årig i sengen.

Sådan kan det gå. Tiderne ændrer sig, og vi ændrer os med dem.

Da jeg fik mit første barn, fik jeg meget klar besked af min daværende læge om, at jeg skulle rykke ham ud af ikke bare sengen, men soveværelset, når han blev et halvt år.

’Der er ingen grund til, at børn sover sammen med deres forældre, når de er seks måneder. Det er bedre for både ham og jer, at han sover i eget værelse…’, formanede han henover næsebrillen. Så jeg flyttede ham, men ikke uden nervøsitet.

Indtil jeg fik barn, var jeg nemlig et udpræget B-menneske, der sov så tungt, at jeg absolut intet hørte. Når jeg sov, så sov jeg. Jeg var derfor meget bekymret for, om jeg ville høre ham, når han var i et andet rum.

Det mente lægen, jeg nok skulle – hvis det var alvorligt.

Og han fik ret. Så sådan blev det også med nummer to, tre, fire, fem og seks. Alle blev flyttet ud af soveværelset, når de nåede omkring et halvt års tid.

Men så kom nummer syv. Og selv om hun var planlagt, stod der ikke lige et børneværelse klar til hende, da hun rundede sine første seks måneder. Det gjorde der, da hun blev et år, men så ville hun ikke. Hun skreg og skreg, så hendes søster ikke kunne sove. Så kom hun ind i dobbeltsengen igen.

Der var hun stadig, da vi halvandet år efter tog beslutningen om skilsmisse. Og hun lå i midten det år, hvor vi stadig boede sammen og delte soveværelse, for det betød jo intet, når vi ikke var intime, vel?

Da jeg flyttede og manglede værelser, flyttede hun med over i min nye dobbeltseng. Nu snart fire år derpå er hun der endnu og har ingen planer om at flytte ud. Men det er okay. Jeg har ikke  brug for pladsen til en mand, hun er tryg, og jeg sover godt med en varm krop ved min side og en ditto hånd i min.

På et tidspunkt skal hun ud af både min seng og mit værelse, tænker jeg. Men det haster ikke, og mon ikke hun er ude inden sin konfirmation…