Der gik ikke mange måneder fra, jeg følte mig nogenlunde ovenpå, efter at have slikket skilsmissens grimme sår, førend jeg mødte mit livs nye kærlighed.

Vi mødtes ude i virkeligheden på en måde, som man efterhånden kun ser i de romantiske komedier, vi alle sammen godt ved, er fulde af løgn, og kort tid efter blev vi kærester. Heldigvis, fristes jeg til at sige. Ikke fordi, der er noget i vejen med at være single; slet ikke! Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg faktisk synes det var både godt, dejligt og i særdeleshed sjovt at være single. For det meste, i alle tilfælde, for ind i mellem har jeg mildest talt været overvældet over, hvor lidt nogle mennesker gør sig umage.

For eksempel som dengang jeg matchede med en i øvrigt nydelig herre på Tinder, som skrev en besked til mig: ”Hej, du ser sød ud. Skal vi bolle?”. (Wow! Nej tak!)

Det er som om en del af datingscenen er blevet til en seksuel slagsmark, hvor vi nærmest forventes at rende rundt uden tøj på, med evig lyst til hvem end der måtte prikke os på skulderen, og jeg kan simpelthen næsten ikke se noget mere usexet for mig. Jeg har sgu da ikke lyst til dig, bare fordi du spørger, om jeg vil bolle, uanset hvor pæn du så måtte være. Faktisk, nærmest endnu mindre, fordi du spørger!

Mange vil måske påstå, at jeg er en frygtelig primal, når jeg påstår at vi skal tilbage til nogle af jagtens gamle dyder, når det kommer til datingscenen, men ikke desto mindre, er det altså sådan jeg har det. Jeg vil jages, jeg vil drille, jeg vil udfordre og hvis så min udkårne gør sig umage nok, kan det være han får lov til at nedlægge mig. Jeg stiller ingen garantier og jeg synes ærligt talt nærmest, at det er pinligt, hvis nogen gør sig den dumhed at tro andet.

Måske er jeg bare helt vildt gammeldags, men jeg synes simpelthen ikke, der er noget spor sexet over, at sex pludselig bliver noget (nogen tror) man bare kan forvente af hinanden. Hvis det nogensinde skulle gøre noget for mig, at have en ”fræk aftale”, så ville det da være, at give mig præstationsangst. Alene tanken om at skulle hjem til én eller anden, udelukkende med målet om at have sex, ville give mig en Sahara-fornemmelse i skridtet svarende til de første måneder efter jeg havde født mine børn.

Det er som om mange – singler især - tror at lysten til sex, er sådan én man kan tænde for, på samme måde som man gør det med lyset i loftet, men virkeligheden er jo for pokker en ganske anden. En sjovere anden, i øvrigt!

Hvad med, om man som single i stedet gjorde sig lidt mere umage; gjorde sig til, gjorde kur og dedikerede sig til sin udkårne i en rum tid, for at finde ud af hvad dét der match egentlig var for noget? Tænk engang, jeg tror det ville kunne gøre noget godt!