Og det var Danmark... i 2017
Det ville være kedeligt, hvis vi var sådan nogle, der per natur altid var tilfredse med at lide et ærefuldt nederlag. Det er der dem, der mener, vi er i Danmark, og somme tider, kan de vel have ret. Men jeg er sikker på, at hverken spillerne eller landstrænerteamet var sådan rigtig tilfredse efter finalenederlaget til Holland, og det skulle de selvfølgelig heller ikke være, selvom de nykårede europamestre både var på hjemmebane, har næsten tre gange så mange registrerede kvindelige fodboldspillere som Danmark og i øvrigt havde turneringens ret klart bedste hold.
Men de kan være tilfredse med, at det lykkedes dem at komme i finalen, slå de eller uovervindelige tyskere ud og – ikke mindst – med at 2017 blev året, da det danske kvindelandshold trængte helt ind i familien Danmark, ud i de yderste hjørner af samfundsdebatterne og helt igennem alle samfundslag.
Sommeren 2017 blev gennembrudsåret for dansk kvindefodbold, og selvom vi i medierne de nærmeste år næppe vil dække kvindernes bedste række lige så tæt som herrernes Superliga, vil det danske kvindelandshold fylde langt mere og have langt større respekt, næste gang det spiller.
Tænk sig. 2017. Tænk tilbage på de tre seneste uger og mind dig selv om bare nogle af de debatter, landsholdet har skabt. En dag i fremtiden vil vi sidde til et middagsselskab og tænke tilbage på dengang i 2017:
”Kan I huske, at folk i ramme alvor argumenterede for, at fodbold grundlæggende passede bedre til mandens natur end til kvindens? Hvad hed hun, hende der sognepræsten?”
Alle vil grine.
»Kan I huske, der også var en politiker, der mente, at en af kvinderne på holdet ikke var rigtig dansker, selvom hun talte dansk, havde bestået danskhedsprøven og havde fået dansk pas?«
Folk vil grine igen.
»Der var også ham der politikeren, der blev helt skeløjet af at læse op fra teleprompteren, mens han foregav at han var helt svedig i håndfladerne af håb og begejstring inden en af kvindelandsholdets kampe. Han ville bare så gerne med på bølgen af politisk korrekthed.«
Latter.
Den yngste i selskabet var endnu ikke født dengang i 2017 og vil nu spørge:
»Er I sikre på, det ikke var i NITTENhundredesytten? Altså året før kvindernes stemmeret trådte i kraft? Og fire år før det engelske forbund forbød kvindefodbold på mændenes baner? Det der skete vel ikke i JERES levetid?«
Og vi vil sidde og kigge på hinanden og sige:
»Jo, sgu! Dengang i 2017 var det stadig så eksotisk at se kvindefodbold, at veluddannede mennesker i ramme alvor talte om mænd og kvinders natur. Så eksotisk at politikere forsøgte at bedrive politik på det. På de etniske forskelle og ved at slå plat på succesen. Dengang var der stadig folk, der gik meget højt op i, at kvaliteten af den kvindefodbold, de kunne se i fjernsynet var uhyrligt ringe, selvom de ikke plejede at tænke så meget over niveauforskelle hvis de så svømning eller tennis for henholdsvis mænd og kvinder. Eller når de zappede mellem Superligaen, Bundesligaen og Champions League. Eller på trods af, at de mest sete underholdningsprogrammer i selvsamme fjernsyn handlede om amatører, der skulle synge rigtige kunstneres sange, og hjemmebagere der skulle bage rigtige konditorers konditorkager. Det sidste var måske en anden snak, men haha… ja-ja, sådan var det i 2017.«
Og så vil vi skåle og grine ad fortiden.
Men i dag er det nutiden, og det er egentlig grotesk. Tak til det danske kvindelandshold for en dramatisk EM-slutrunde, for god attitude, intens underholdning. Og for at have rusket lidt op i det hele.
