TV-2 beskrev det jo sådan set meget godt med deres sang: ‘Kom lad os brokke os’.

Det rammer ned i den danske ånd. I hvert fald sådan, som den ofte tager sig ud.

Der er altid noget at kritisere.

Det er aldrig godt nok.

Og det har det danske herrelandshold også mærket under dette VM, hvor Niklas Landin & co. nu står i finalen med en historisk mulighed for at forsvare deres verdensmesterskab.

Det havde Nikolaj Jacobsen tydeligvis fået nok af på lørdagens pressemøde før finalen.

Selvom han var igennem på en lidt hakkende videoforbindelse fra Kairo, så var det tydeligt, at emnet tændte op under ham.

Både landstræneren og Mikkel Hansen har i løbet af de seneste dage langet ud efter tastaturkrigerne på de sociale medier.

Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT
Vis mere

Lørdag konstaterede Nikolaj Jacobsen så, at forventningerne har taget overhånd, og at der ikke er respekt for spillerne.

Samtidig var han selv forbløffet over de ting, der lander i landstræner-indbakken.

»Lige nu er det faktisk helt grotesk, hvad folk kan finde på at skrive til mig under en slutrunde,« konstaterede han.

Det her online-raseri er jo et generelt problem i samfundet - men måske vi alle burde bruge landstrænerens opsang til at kigge lidt indad?

Når jeg selv har fulgt med på sociale medier under VM, kan jeg i hvert fald godt forstå, hvis aktørerne på landsholdet synes, at kæden er hoppet en smule af.

Når jeg så samtidig ved, at både trænere og spillere modtager perfide personlige beskeder - ja, så bliver den forståelse ikke ligefrem mindre.

Altså for det første bør man altid holde sig for god til den slags.

Men derudover… Danmark har vundet samtlige kampe. Ja ja, der måtte straffekastkonkurrence til mod Egypten, men den blev jo vundet til sidst.

Der er vel ikke så frygteligt meget at være sur over?

Jeg skriver ikke det her for at tage et fuldstændig ukritisk hovedspring lige ned i Nikolaj Jacobsens spin-pool.

Man er nødt til at have tyk hud som et offentligt ansigt, og det er selvfølgelig helt på sin plads at være kritisk. Som der eksempelvis var rigtig god grund til ved sidste års EM, hvor danskerne leverede en af de største skuffelser i nyere tid.

Men der skal jo være rimelighed i tingene.

Foto: str Jonas Ekstromer
Vis mere

Det er ikke mit lod at være dommer over, hvad folk skal synes. Jeg tror dog, at der godt kunne være brug for et realitetstjek.

Denne generation af håndboldspillere - med Mikkel Hansen og Niklas Landin i spidsen - er fuldstændig enestående. Vi er lige nu vidner til et stykke dansk sportshistorie, som vi ikke kender udløbsdatoen på.

I løbet af de seneste knap 50 år er det kun Frankrigs uovervindelige ‘Les Experts’, der har været i stand til at forsvare et VM-guld.

Konkurrencen på herresiden er ekstremt hård, så det er en voldsomt imponerende bedrift, hvis det skulle lykkes danskerne. At de står i finalen igen - som forsvarende verdensmestre og olympiske mestre - er i sig selv beundringsværdigt. Også selvom lodtrækningen i Egypten har været gunstig.

Det siger noget om et meget stabilt og højt niveau, og det er en understregning af, at det danske herrelandshold er blevet et dynasti, som man vil tale om mange år ud i fremtiden.

Søndag er det ottende gang siden 2008, at Danmark står i en finale. Før det havde man spillet én finale - det var i 1967...

Det fortæller vel alt om, hvilken epoke vi lige nu befinder os i.

I slutningen af 00erne blev der i Håndbolddanmark talt om, at ‘NU kommer den gyldne æra, hvis man kan forløse potentialet hos Mikkel Hansen og Niklas Landin’.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

Alle vidste, at vi her stod med to fuldstændig unikke talenter. Men ingen havde vel turdet tro på, at det kunne gå så godt, som det er gået.

Det her varer ikke for evigt, og jeg hejser bare et lille flag for, at man skal huske at nyde, at vi lige nu er vidner til noget helt ekstraordinært. I stedet for at rase over, at man skulle se tv i en halv time ekstra, før danskerne havde ekspederet Egypten ud.

Når jeg om 40 år sidder og skal fortælle mine børnebørn om dansk sport i 10erne og 20erne, så er jeg sikker på, at håndboldherrerne vil have en meget fremtrædende rolle.

Og jeg tror, at de søndag sørger for, at der bliver endnu mere grund til at tale om dem.

For Danmark er klare favoritter i finalen mod Sverige, og det lugter gevaldigt af endnu et sæt guldmedaljer.

Skulle det ske, så er der vel ingen, som kan finde noget at brokke sig over?

Selvom det vil være typisk dansk.