Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Danmark havde reelt intet at spille for. Omvendt kæmpede Kroatien for en kvartfinalebillet og havde alt på spil.

Samtidig stillede Nikolaj Jacobsen op med et reservespækket hold. Og flere af danskerne løber som bekendt stadig rundt og kæmper med maveproblemer.

Alligevel endte det med en historisk dansk ydmygelse af Kroatien. 38-26 stod der på måltavlen, da kampen var slut. Jeg troede nærmest ikke mine egne øjne. Med tanke på alle de ovennævnte omstændigheder, så burde det ikke kunne lade sig gøre.

Ja, Kroatien gav relativt hurtigt op, da modgangen meldte sig. Det hører med til historien og gav selvfølgelig gode arbejdsbetingelser i anden halvleg.

Men at udradere et kroatisk mandskab på den der måde? Det er godt nok imponerende. For sådan en kamp er heller ikke nem at gå til for de danske spillere. Når man ikke for alvor har andet end æren at spille for, så kan det meget hurtigt blive en ukoncentreret omgang, hvor fejlene hober sig op. Særligt når der samtidig bliver givet spilletid til mange af reserverne.

Helt i tråd med de øvrige præstationer ved dette VM, så viste landsholdet dog en imponerende koncentration og et forbilledligt fokus. Danmark ligner et meget homogent mandskab, der i bedste ‘en for alle, alle for en’-stil er mødt op i Egypten for at få VM-trofæet med hjem igen.

Og efter seks storsejre på stribe må selvtilliden være kolossal på holdet, inden de egyptiske værter venter på onsdag i kvartfinalen. Også selvom modstanden ikke har været skræmmende.

Vi kommer dog ikke udenom, at der også er lidt at bekymre sig om. Eller det kan faktisk hurtigt blive til ekstremt meget at bekymre sig om, hvis tingene ikke flasker sig i det kommende halvandet døgn.

Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere

For Niklas Landin udgik efter et kvarter, da han kom til skade med sit ben og røg i halgulvet i Cairo Stadium Sports Hall. De første forlydender går dog på, at anføreren bør være klar.

Men jeg vil gerne lige have en endelig Landin-klarmelding tirsdag, før jeg har helt ro i maven. Og når vi nu er ved den del af kroppen… Så er Mikkel Hansen stadig ‘meget presset med maven’ ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen.

Jeg er stensikker på, at Mikkel Hansen stiller til start i kampen på onsdag. Intet kan holde ham væk fra den kvartfinale. Men spørgsmålet er jo, hvilken forfatning han kommer i.

Det skulle gerne være en Mikkel Hansen i topform, der møder op - og det samme gælder Niklas Landin. Hvis det ikke sker, så er Danmark et helt andet og mere overkommeligt mandskab. Og så kan det blive rigeligt svært at komme forbi egypterne.

Så derfor var der lidt malurt i bægeret trods den overbevisende sejr over Kroatien.

Men hvis begge d’herrer står knivskarpt til de næste kampe… Så kan det her ende med noget rigtig stort.