Kevin Magnussen er lige nu i gang med – endnu – en kamp for sit liv i Formel 1.

Det er tredje gang, den danske racerkører står i den situation, og det vidner om en karriere, der ikke har udviklet sig, som hverken Magnussen eller omgivelserne havde håbet.

Kevin Magnussen kom ind i Formel 1 med drømmen om at blive verdensmester, men han er i stedet blevet en levebrøds-kører i motorsportens kongedisciplin. Én af de kørere, som er placeret på nederste hylde, når de forskellige team kigger på mulighederne, og som risikerer at ryge helt ud i glemslen.

Og det er vel efterhånden blevet tid til at stille spørgsmålet, om Kevin Magnussen har forvaltet sit store talent og sine muligheder optimalt? Og kan han egentlig kigge sig selv i spejlet og sige, at han har gjort alt, hvad han kunne, i jagten på Formel 1-succes?

Søren Paaske, sportskommentator på B.T.
Søren Paaske, sportskommentator på B.T. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Han fik først chancen hos McLaren. Det startede godt, men sluttede skidt – og han blev kasseret.

Herefter fik han muligheden for at bevise sig selv hos Renault. Men forløbet blev det samme – en fornuftig begyndelse, men det udviklede sig i den forkerte retning, og Magnussen endte til sidst med at rage uklar med teamchefen og forlade Renault efter blot et år.

Så kom redningskransen forbi i skikkelse af Haas-teamet, hvor vi så har set historien gentage sig for tredje gang.

Hans performance er gradvis blevet dårligere og dårligere, og nu står han i en situation, hvor al magt ligger hos Haas, der i en længere periode har sonderet markedet for bedre alternativer end Magnussen.

Jeg er helt med på, at kvaliteten af bilen spiller ind i de resultater, som Kevin Magnussen har leveret. Og Haas-raceren har været alt andet end driftssikker og potent i år.

Men virkeligheden er også, at danskeren ikke har formået at gribe de chancer, han har fået undervejs i karrieren.

Han har kikset på vitale tidspunkter, hvor presset har været allerstørst. Og han har ikke formået at smede, mens jernet var varmt – her tænker jeg blandt andet på 2018-sæsonen, hvor han imponerede stort for Haas.

Hvor blev skiftet til et større team af der? Hvorfor udnyttede han ikke momentum og den store hype om sin person til at tage et skridt op ad stigen?

Foto: LLUIS GENE
Vis mere

For mig at se handler Magnussens problemer i høj grad – også – om, at han ikke har formået at spille det kyniske spil i kulisserne. Han har ikke evnet at etablere et stærkt bagland, som gør ham til en kører, man ikke kan komme udenom.

I de seneste år har han eksempelvis ikke haft en decideret manager tilknyttet, hvilket er et særsyn i Formel 1. Når man vælger at se stort på det politiske spil og lobbyarbejdet, kræver det meget overbevisende resultater på banen at holde sig relevant – og dem har Magnussen af flere årsager ikke leveret.

Og med tanke på hans aktuelle overlevelseskamp kunne noget jo i hvert fald godt tyde på, at danskeren har manglet en til at holde sit navn varmt i paddocken.

De kommende uger må vise, om Kevin Magnussen har en fremtid i Formel 1. Får han forlænget sin kontrakt med Haas, så skal jeg være den første til at ønske tillykke.

Men jeg synes bare, at det er ærgerligt og unødvendigt, at det er kommet til et punkt, hvor Magnussen ikke betragtes som en attraktiv kører, men i stedet en, der bliver valgt i mangel af bedre. Det kunne være undgået, hvis han havde spillet sine kort anderledes.