Danmark er i VM-finalen efter en imponerende angrebsfiesta mod Spanien og står nu med en unik mulighed for at forsvare verdensmesterskabet.
Der var rigtig mange flotte danske præstationer, men vi er nødt til at kaste os over Mikkel Hansen som det allerførste.
Nogle har i tidernes løb kaldt ham for håndboldens Lionel Messi.
I kan kalde ham Messi, Jordan eller da Vinci. Mere end noget andet er han Mikkel Hansen. Og han er et kapitel for sig selv.
I semifinalen demonstrerede han endnu en gang, at han er verdens bedste håndboldspiller, når han rammer sit topniveau.
Så er han håndboldens konge, og alle må bøje sig i støvet.
Jeg har dækket håndboldherrerne i hele Hansens landsholdskarriere, og jeg begynder efterhånden at mangle superlativer til at beskrive Danmarks håndboldgeni.
Vi taler om en mand, der har kæmpet med alvorlige maveproblemer indtil for et par dage siden. Han har ligget flere dage i sengen, været drænet for energi, ikke været i stand til at spise – og i kvartfinalen fik han så en mental uppercut med sin fatale fejl.
Jeg er med på, at han er rutineret og har prøvet meget, men det aftvinger alligevel enormt meget respekt, at han på den måde – under de omstændigheder – går ind på banen og brænder en af de bedste landskampe af i sin karriere.
Han tog sit hold på skuldrene og førte an i en offensiv opvisning, som vi kommer til at huske i mange år. Og det skete altså mod et spansk forsvar, der regnes for at være verdens mest potente.
Jeg har skrevet det her nogle gange før, men jeg gør det gerne igen: Mikkel Hansen er et unikum i dansk sportshistorie, og rødhvide håndboldfans skal huske at nyde ham, så længe man har muligheden.
Hans håndboldevner er i særklasse, og han har med tiden udviklet en vanvittigt imponerende mental styrke og evne til at være der for landsholdet i de allerstørste kampe.
Det skyldes blandt andet den store ærgerrighed, der er en indgroet del af Hansen-dna’et.
Ærgerrigheden er også en medvirkende årsag til, at han efter kampen fik sendt en stikpille af sted til de kritikere, der var på banen efter kampen mod Egypten. Der var tydeligvis noget, der lige skulle ud af systemet, og nogen der skulle sættes på plads.
Ærligt – det var jeg vild med at se. For det fortæller også en hel del om det drive, der er inden i ham.
Landstræner Nikolaj Jacobsen skal også have stor ros med på vejen. Ja ja, vejen til semifinalen har ikke været den sværeste i historien, men i Spanien fik landsholdet altså lov at prøve kræfter med et absolut verdensklassemandskab.
Og landstræneren satte sig taktisk på kampen fra første sekund med sit syv-mod-seks-spil.
Han viste stort mod og overskud og tog de rigtige beslutninger – selv i de mest pressede situationer. Det var en perfekt kamp fra Nikolaj Jacobsens side.
At han har styret det her landshold frem til en VM-finale efter afbud fra store stjerner som Rasmus Lauge og Henrik Toft Hansen – det fortæller i sig selv rigtig meget.
Derudover fortjener Morten Olsen også et skulderklap for endnu en gang at komme ind og være en iskold dirigent i så afgørende en kamp.
Og Mathias Gidsel? Han er 21 år, men han spiller med en rutine og et overblik, som var han 37.
Magnus Saugstrup demonstrerede også for alvor, at han er the real deal på øverste niveau. Begge d’herrer kommer til at være bærende profiler på landsholdet i hele dette årti.
Ja, over hele linjen var der dansk klasse.
Det mindst overbevisende var faktisk inde i målet, hvor Niklas Landin bød ind med vigtige redninger på vitale tidspunkter, men overordnet set var redningsprocenten til den lidt for beskedne side.
Tænk sig, hvis nu Landin finder storspillet frem i finalen…
Så er det næsten svært at se, at Sverige har en chance i det nordiske guldbrag.
