Sikke en magtdemonstration. Sikke et håndboldhold. Sikke en kæmpe dansk triumf.

Danmarks håndboldherrer er verdensmestre. It's coming home! Igen.

I et historisk forsvar af VM-titlen viste landsholdet, at vi med rette kan tale om et dansk dynasti, der kommer til at skrive sig ind i håndboldens historiebøger. Og det bliver på nogle af de forreste sider.

Hvis vi kigger på de seneste knap fem år, lyder Danmarks udbytte på to VM-guld og et OL-guld – og det sker altså i en tid, hvor konkurrencen i herrehåndbolden aldrig nogensinde har været hårdere end lige nu.

Det er ganske enkelt vanvittigt imponerende.

Manden bag begge VM-triumfer hedder Nikolaj Jacobsen.

Og lad os da bare begynde med landstræneren.

Trods fraværet af store stjerner, corona-kaos og massive maveproblemer har han styret Danmark frem til guldet.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Med andre ord har han – igen – bevist under denne turnering, at han er verdens bedste håndboldtræner.

Og det blev der sat tykke streger under i finalen mod Sverige.

Han fik smadret sit taktiske oplæg tidligt i første halvleg, da Lasse Svan måtte udgå med en skade. Alligevel rystede han ikke det mindste på hånden og fik justeret det danske spil. Samtidig var hans sats med Nikolaj Øris og Jacob Holm rene genistreger.

Nikolaj Jacobsen er et taktisk geni, en mandskabsbehandler af ypperste karat – og så er han mere end noget andet end vinder.

For han vil vinde. For enhver pris. Hver eneste gang. Og det har Mester Jakob(sen) nu gjort to VM-slutrunder i træk.

Ja, Nikolaj Jacobsen har faktisk stået i spidsen for landsholdet i 19 VM-kampe, og han har endnu ikke prøvet at tabe én eneste.

Jeg har simpelthen ikke ord for, hvor imponerende det er.

Det er også værd at hæfte sig ved, at den her triumf kommer efter, at Danmark løb ind i en fiasko af rang, da man røg ud af EM allerede i gruppespillet sidste år.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

Tømmermændene efter den nedtur har været heftige – og reparationsarbejdet har været svært, da coronapandemien har betydet, at landsholdet nærmest ikke har været samlet, før danskerne mødte ind i VM-lejren.

Men spillerne har ryddet ud i dårligdommene, kittet kollektivet sammen, og nu står de der igen. Øverst på skamlen. Og det har Nikolaj Jacobsen selvsagt enormt meget af æren for.

Ud over Nikolaj Jacobsen skal vi selvfølgelig også en tur forbi Niklas Landin. I sommer blev han kåret til verdens bedste håndboldspiller. I finalen så vi hvorfor.

Vi har ventet på den her storkamp fra Landin. Han har vist det i momenter – blandt andet i de afgørende sekvenser i dramaet mod Egypten – men ikke i en hel kamp.

Men i finalen stod han der med al sin overlegne verdensklasse. Den Landin'ske arrogance i målet pillede pynten af de mere og mere desperate svenskere. Anføreren trådte i karakter, da hans mandskab havde allermest brug for ham.

Før Niklas Landin havde papir på at være verdens bedste, så tilhørte den titel Mikkel Hansen. Og den danske superstjerne fortjener også nogle ord med på vejen.

Det gør han altid. Fordi han er Mikkel Hansen. En af tidernes største håndboldspillere. Og det viste han igen i finalen. Med syv mål og lækre afleveringer var han endnu en gang kongen i det danske angreb.

De store skal levere i de store kampe. Danmarks tre største er Nikolaj Jacobsen, Mikkel Hansen og Niklas Landin – og på hver deres måde leverede trekløveret til perfektion.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

Og når de er flankeret af Henrik Møllgaard, Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup og de øvrige danske gulddrenge, ja, så er de ustoppelige.

Derfor har danskerne nu VM-pokalen med hjem i flyet igen.

Det vilde her er, at Danmark kan blive markant forstærket i forhold til dette VM.

Både Rasmus Lauge og Henrik Toft har manglet i Kairo. De to vil stryge direkte ind i startopstillingen og gøre Nikolaj Jacobsen mandskab meget stærkere.

Så er begge d'herrer med til sommer, når der er OL … Ja, så er det svært at se, hvem der skal kunne stoppe håndboldherrerne.

Men nu skal landsholdet få lov at nyde VM-guldet, før vi retter blikket mod nye triumfer. Det har de fortjent.

Jeg letter på hatten og sender et 'kæmpe tillykke' herfra.