Mandag møder de danske håndboldkvinder ind i EM-træningslejren for at forberede sig på sæsonens helt store højdepunkt.
Samme scenarie udspiller sig hos de 15 øvrige nationer, som er kvalificeret til slutrunden.
Men ingen af dem aner, om de overhovedet får lov at spille EM i Danmark, som efter planen skal fløjtes i gang om 11 dage.
For den danske regering har ud af det blå gjort sig selv til herre over den beslutning – uden i øvrigt at meddele, hvornår man kan forvente en afklaring.
Det er den groteske situation, som lige nu er virkelighed for kvindehåndbolden.
Søndag eftermiddag valgte Dansk Håndbold Forbund (DHF) på et ekstraordinært bestyrelsesmøde at gå videre med at arrangere slutrunden alene, efter Norge trak sig som medvært tidligere i denne uge. Selv om regeringen altså reelt tvinger DHF til at arbejde i blinde.
Og hele denne uges udvikling omkring EM i Danmark er mildest talt mærkværdig.
Indtil mandag i denne uge har det slet ikke været et tema, om det var sundhedsmæssigt forsvarligt at afvikle EM i Danmark.
Kulturministeriet har været bekendt med slutrundens coronarestriktioner i en måned, og man har på intet tidspunkt udtrykt bekymring omkring afviklingen. Restriktionerne er da også markant mere strikse end noget som helst andet, vi har set i forbindelse med sport på dansk grund.
Da Norge så trækker sig som medvært mandag i denne uge, ændrer Kulturministeriets holdning sig på et splitsekund. Nu er folkesundheden åbenbart lige pludselig i fare, må man forstå.
Siden er EM-risikoen blevet vurderet i Kulturministeriet, på diverse møder på Christiansborg, i regeringens coronaudvalg – og nu bliver det ifølge mine kilder behandlet i Sundhedsministeriet.
Men selve EM-casen har ikke for alvor ændret sig. Så hvorfor kræver det pludselig en særlig tilladelse at få slutrunden afviklet?
Hvis der ikke var nogen problemer i at lave en EM-boble i Herning, så ændrer billedet sig vel ikke radikalt af, at man laver en tilsvarende boble i Kolding, der skal være vært for de kampe, som oprindeligt var placeret i Norge?
Det forstår jeg ganske enkelt ikke.
Til gengæld forstår jeg godt, at DHF er ved at implodere af raseri over, at regeringen stadig ikke har været i stand til at give et endegyldigt svar. Uanset om det er positivt eller negativt.
Formand Per Bertelsen har antydet, at regeringen trækker pinen ud for at tvinge DHF til selv at kaste håndklædet i ringen, så det ikke bliver en politisk beslutning at lukke slutrunden ned.
Jeg skal ikke kloge mig på, om de tanker har hold i virkeligheden, men jeg kan godt forstå, at håndboldforbundet føler sig dårligt behandlet og er rasende på regeringen. Den politiske håndtering af sagen vidner ikke ligefrem om stor respekt over for DHF, de deltagende nationer og alle de øvrige aktører, som på den ene eller anden måde er engageret i EM.
Om regeringen ender med at give grønt eller rødt lys, er sådan set irrelevant i den sammenhæng – men man fortjener et svar.
Særligt med tanke på, at der i et sundhedssmæssigt perspektiv faktisk ikke rigtig er noget nyt under solen i forhold til EM.
