Danmark smed selv bronzemedaljerne væk efter et kollaps af historiske dimensioner i kampen mod Kroatien.
Dermed blev det til et pinligt punktum på en ellers meget flot EM-turnering.
Det er den ærgerlige virkelighed, vi står og skal forholde os til, efter det, der var en offday over hele linjen – fra Sandra Toft over Line Haugsted til Jesper Jensen.
Derfor endte det i en stor dansk nedtur, hvor man ikke var i nærheden af at ramme et acceptabelt niveau.
Og det mudrer billedet temmelig meget efter en slutrunde, der ellers har været opløftende og givet os troen tilbage på en god fremtid for kvindelandsholdet.
Kampen mod Kroatien skulle have givet de medaljer, som håndboldkvinderne var storfavoritter til at snuppe, og dermed sætte tykke streger under den rød-hvide optimisme, der har været dominerende under hele EM.
I stedet blev det en manifestation af, at de mentale spøgelser, der har hjemsøgt dette landshold i så mange år, stadig fylder (alt for) meget.
Undervejs i denne turnering har der ellers været tegn på, at det mentale bundniveau er blevet hævet. At der er blevet luget ud i den tabermentalitet, som har præget håndboldkvinderne i det forgangne årti.
Men bronzekampen viste noget helt andet.
De danske spillere lignede slet ikke sig selv i forhold til de kampe, vi har set hidtil ved EM.
De var blottet for selvtillid, attitude og energi. Det var et helt anderledes usikkert og apatisk landshold, som virkede til at tvivle på egne evner. For første gang i turneringen. Og det var et rigtig skidt tidspunkt at gøre det.
Ét mål i kampens sidste 19 minutter fortæller alt om den totale nedsmeltning, der ramte Danmark. Særligt bekymrende var det at se, at samtlige spillere forsøgte at flygte fra ansvaret inde på banen. Tekniske fejl og håbløse indspil demonstrerede, hvordan danskerne febrilsk forsøgte at skille sig af med bolden i stedet for at gøre noget konstruktivt med den.
Jeg er voldsomt skuffet, for jeg var faktisk ret rolig, før kampen blev fløjtet i gang – på grund af den balance og harmoni, som holdet har udstrålet ved dette EM. Jeg havde indtrykket af, at man på rekordtid havde taget stormskridt mod et anderledes stabilt niveau under Jesper Jensen. Men den nye landstræner – og alle os andre – fik da set, at der stadig er et stort mentalt arbejde at gøre for dette hold.
Inden det hele kammer over i skuffelse og øjebliksbillede, så skylder vi landsholdet at tage en tur op i helikopteren for at få nuancerne med.
For der har været langt mere godt end skidt for Danmark ved slutrunden, og det er faktisk en del år siden, vi har kunnet sige det sidst. Og det kommer vel at mærke efter ganske kort tids samarbejde mellem Jesper Jensen og spillertruppen.
Hvis vi ser bort fra den frygtelige præstation mod Kroatien, har det danske forsvar set meget overbevisende ud, og det ligner et stærkt fremtidigt fundament for landsholdet. Derudover har kontraspillet pil op, angrebsspillet er mere varieret og med færre fejl, og så er Sandra Tofts klasse næsten triviel at tale om.
Da Danmark kom i semifinalen, skrev jeg, at EM allerede var en succes. Det fastholder jeg selvfølgelig. Men lige nu er det svært at sluge, at danskerne knækkede fuldstændig sammen og mest af alt selv forærede medaljerne til kroaterne.
Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at når vi kigger hele regnskabet igennem, så er der altså er flot plus på den danske bundlinje.
Her på falderebet vil jeg huske at sende ros i retningen af Dansk Håndbold Forbund.
Afviklingen af det her EM har været en voldsomt svær størrelse. Som om coronavirussen ikke gjorde det vanskeligt nok i sig selv, så trak Norge sig som medvært kort før første kamp.
Det efterlod DHF med en utaknemmelig og nærmest umulig opgave, men Per Bertelsen, Morten Stig Christensen og de øvrige i håndboldforbundet har løst opgaven til noget nær perfektion.
For den indsats fortjener DHF al den anerkendelse og ros, de kan få.
