Danmark er helt som forventet klar til kvartfinalen – men lige nu er det slet ikke det, VM handler om set med danske briller.

For den danske lejr i Kairo er ramt af sygdom. Helt konkret en omgang maveonde.

Og det er altså voldsomt bekymrende.

Før kampen mod Japan blev det meldt ud, at Mikkel Hansen og Johan Hansen lå hjemme i deres hotelsenge med maveonde.

Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT
Vis mere

Efter kampen fortalte landstræner Nikolaj Jacobsen så, at Mads Mensah, Morten Olsen og Lasse Andersson også var ramt.

Nu er jeg ikke læge, så jeg skal ikke kaste mig ud i de store medicinske udredninger her i forhold til, hvor lang tid det tager at komme ovenpå efter sådan en omgang. Men den slags kan jo typisk variere rigtig meget. Og når sådan noget først er kommet ind i en lejr, kan det hurtigt sprede sig og ramme endnu flere. Så meget kan vi vist godt slå fast.

Det vil være fuldstændig katastrofalt, hvis det er noget, som for alvor får sit tag i den danske trup. I værste fald kan det ende med at decimere Danmark voldsomt og få afgørende (negativ) indflydelse på de sportslige muligheder.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at alle mand kommer sig så hurtigt som muligt. Og mest af alt er det ekstremt vigtigt, at Mikkel Hansen bliver rask i god tid før onsdagens kvartfinale, så det ikke ender med at påvirke superstjernens fysiske forfatning til kampen.

Foto: Mohamed Abd El Ghany / POOL
Vis mere

Det er jo egentlig overflødigt at pointere, men hvis Mikkel Hansen ikke stempler ind i de afgørende kampe i topform, så vil Danmark få det meget, meget svært.

Hvis vi skal finde noget positivt i denne situation, så er det, at uheldet rammer på det bedst tænkelige tidspunkt.

Det skete før en kamp mod overkommelige Japan, hvor Danmark kunne vinde uden at ramme topniveauet. Og nu har landsholdet så en fuldstændig ligegyldig kamp på mandag mod Kroatien, hvor de ramte spillere kan få lov at restituere.

For lige nu handler alt selvfølgelig om at blive klar til kvartfinalen – uden maveonde, corona eller anden sygdom i truppen.

Og så overskygger det sådan set det faktum, at Danmark nu har gjort rent bord i fem kampe og er valset ind i VM-kvartfinalerne.