Hvis vi skruer tiden 10 dage tilbage, så havde jeg svært ved at mobilisere ret meget optimisme på Danmarks vegne før det her EM.
Men her på tærsklen til åbningskampen mod Slovenien synes jeg alligevel, at jeg kan finde nogle positive ting, der taler til håndboldkvindernes fordel.
Først og fremmest er jeg opløftet over det udtryk og spil, som Danmark leverede i sidste uges træningskampe mod Norge.
Det er værd at hæfte sig ved den fart, den aggressivitet og den genopståede kontrafase, som Danmark spillede med.
Godt nok blev det til to snævre nederlag, men det er længe siden, danskerne har formået at presse en så stærk udgave af det norske landshold på den måde, som vi så i de to kampe.
Nu skal man helt generelt passe på med at lægge alt for meget i træningskampe, men jeg kan ikke komme uden om, at de to kampe har løftet min tro på, at EM godt kan blive interessant set med rødhvide briller.
På plussiden tæller også, at den nye landstræner, Jesper Jensen – set udefra – har formået at ruske op i tingene og skudt lidt tiltrængt humør ind i truppen efter sidste års skuffende VM.
Og jeg tror heller ikke, man skal være blind for, at han har haft et stort fokus på at sætte et mandskab sammen med en god kemi og dynamik – både på og uden for banen.
Det skulle gerne opveje, at man mangler rutinen fra mangeårige nøglespillere som Stine Jørgensen, Stine Bodholt og Lotte Grigel, der af forskellige årsager ikke er en del af landsholdet.
Virkeligheden er dog fortsat, at Danmark har fået en svær lodtrækning. Frankrig, Montenegro og Slovenien i puljen er på papiret vanskeligt nok i sig selv. Men Danmark skal selvfølgelig klemme sig videre til mellemrunden, hvor Rusland, Spanien og Sverige formentlig venter.
Flere af de øvrige hold er dog blevet ramt af skader. Særligt Rusland er svækket af fraværet af Anna Vjakhireva, verdens bedste angrebsspiller i mine øjne, og Anna Sen.
Det betyder, at det ikke længere bare virker som en formalitet, at Frankrig og Rusland snupper de to semifinalebilletter fra Danmarks halvdel.
Kapløbet om en plads i medaljekampene ser i hvert fald ud til at blive tættere, end jeg havde troet, da jeg så Danmarks lodtrækning i sommer. Her var det svært at være andet end pessimist.
Men med Danmarks forbedrede udtryk in mente og de andres kvaler, så synes jeg godt, vi kan gøre os forhåbninger om, at landsholdet – hvis det rammer sit topniveau, for det er et krav – kan indtage andet end en rolle som statist ved dette EM, som bliver en aparte størrelse.
Og de meget specielle corona-dikterede EM-rammer er faktisk det sidste element, jeg vil fremhæve som noget positivt for det danske hold.
Det bliver selvfølgelig ikke et EM, som vi alle sammen havde håbet på – med et Boxen malet i rødt og hvidt og fantastisk stemning på tribunerne.
For DHF, EHF og håndbolden generelt er det en stor streg i regningen. Men… Jeg tror faktisk slet ikke, at det er en dum udvikling for det danske kvindelandshold.
Det lyder komplet åndssvagt – jeg ved det godt.
Fakta er bare, at vi taler om et dansk landshold, som i det seneste årti har haft ekstremt svært ved at håndtere forventninger og pres.
Vi kender alle sammen historikken med De Jernhårde Ladies' store succes – og den har altså tynget det her landshold i en årrække.
Evnerne har ikke kunnet følge med drømmene, og vi har set utallige eksempler på, at holdet er gået ned, når trykket fra omgivelserne er blevet for stort.
Det kommer spillerne ikke til at mærke på samme måde i år, når der er (næsten) gabende tomt på tilskuerpladserne.
I samme boldgade er jeg sikker på, at det bliver et plus for spillerne, at kontakten med pressen kommer til at foregå virtuelt, så det hele bliver en smule mere distanceret.
Ja, spillerne må jo ikke engang gå en tur i Herning, hvor de kan møde fans, som kan minde dem om, at der sidder en forventningsfuld nation og drømmer om medaljer.
På den måde kan den famøse EM-boble blive en væsentlig medspiller i forhold til at give landsholdet en god start på den nye æra med Jesper Jensen i spidsen.
