Det er svært ikke at ane en underliggende konflikt, når meddelelsen om en direktørafgang serveres så tørt, som da Parken Sport & Entertainment tirsdag eftermiddag udsendte deres fondsbørsmeddelelse. Ikke så meget som en enkelt linjes lyserød øregas om Anders Hørsholts 15 år i tjenesten var der plads til i formand Bo Rygaards meddelelse, og det var efterfølgende ikke muligt at slå et eneste ord af hverken hoved- eller bipersoner i FC København og omegn.

»Tal med Bo Rygaard,« lød det fra bestyrelsesmedlemmer, aktionærer og ansatte i FC København, der helt inde på de inderste kontorer blev overraskede over tirsdagens meddelelse. Og så slukkede Bo Rygaard ellers telefonen for alle andre end Ritzau og TV2 Finans, der var nøje udvalgt som dem, der skulle have den version af historien, der skulle nå ud til så mange som muligt.

Historien er, at det netop nu er et naturligt tidspunkt at skille sig af med direktøren på, fordi en kommerciel direktør, Katja Moesgaard, den 1. februar tiltræder i Parken og overtager en del af Hørsholts opgaver, samt at Hørsholt selv har været med i overvejelserne om, hvad ”den bedste vej frem for selskabet” er. I øvrigt går det godt, og der er ingen ændringer på vej.

LÆS OGSÅ: FCK-BOSS STOPPER ØJEBLIKKELIGT: LALANDIA-DIREKTØR TAGER OVER

Så vi skal altså forstå, at Anders Hørsholt selv har arbejdet på en struktur, der skulle gøre ham selv overflødig. Og at den bedste vej frem for selskabet var uden ham selv?

Ok. Så siger vi det. Det er ikke den Anders Hørsholt, jeg kender. Jeg kender bedre en Anders Hørsholt, der har det svært med at blive overflødiggjort af en bestyrelsesformand, som har haft sin hyppige gang i Parken, siden han tiltrådte i foråret 2015. Den Anders Hørsholt er der ikke plads til, hvis Bo Rygaard fortsat ønsker at spille en fremtrædende rolle og i øvrigt føler sig godt passet op af en dygtig kommerciel direktør, en manager der styrer alt det sportslige og en administrerende direktør fra Lalandia.

Kommer direktørskiftet til at få stor betydning for fodboldklubben FC København? Næppe. Her er det altafgørende stadigvæk, hvor mange penge storaktionær Erik Skjærbæk ønsker at satse på sportslig succes. Men det efterlader spørgsmålet om, hvem der nu skal tegne butikken både offentligt og i det mere snævre magtmiljø i fodbold-Danmark.

I fodboldmiljøet blev Anders Hørsholt en stadig mere magtfuld spiller med indflydelse i alle de vigtigste organer både herhjemme og til dels i Europa. Den position vil FCK nu skulle udfylde på anden vis. En offentlig eller folkelig profil blev han aldrig, og sammenlignet med Flemming Østergaard-tiden har de seneste syv år været en ren ørkenvandring kun båret oppe af de sportslige resultater. Godt, vil nogen sige. Andre vil påstå, at butikken også har brug for anden opmærksomhed for at sælge billetter – i helt bogstavelig forstand.

De kommende dage vil sikkert give os nogle svar. Forhåbentlig flere end tirsdagens første halvkvædede viser.