Jeg bød engang Lotte Friis op til dans ved det store sportsshow i Herning. Hun afviste mig med et smil den sødeste, men også mest klassiske, undskyldning, der findes, når man ikke gider hoppe rundt med en halvfuld stodder: »Nej, desværre. Jeg skal står lige og holder øje med nogle tasker.«
Okay. Jeg ved ikke, om I synes, det er en relevant anekdote, men for mig er det trods alt en del af min egen fortælling om en af de største danske sportskvinder, vi har set i dette årtusind. I en idræt med ekstremt mange dygtige konkurrenter og en derfor ekstremt stor konkurrence om at være på toppen, blev hun en af sin disciplins bedste. EM-, VM og ikke mindst OL-medaljen fra Beijing i 2008, hvor hun blødte op for mere end 20 års medaljetørke og svømmede forrest for en ny generation af svømmere, vi aldrig har set bedre i Danmark.
Ragnhild Hveger, Lille Henrivende Inge (Sørensen), Susanne Nielsson og Mette Jacobsen havde i mange år svømmet forrest og gjort Danmark til en dygtig lille svømmenation, men det var først med Lotte Friis og hendes generation, der også inkluderer Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen, at Danmark blev så massiv en succes, som vi vores størrelse taget i betragtning har været i nu mange år. Tilmed med en ny generation på vej med Pernille Blume og Mie Ø. Nielsen (hendes far, Benny Nielsen, vandt OL-sølv og fortjener egentlig også at klemme sig ind i den førnævnte dronningerække) som de fremmeste.
Dansk svømning har i løbet af de seneste år gennemgået en øget professionalisering med et stærkt fokus på træningsmiljøer og dygtige danske og udenlandske trænere, og jeg tør godt vove den påstand, at det arbejde er blevet accellereret af, at resultaterne er fulgt med og til en vis del er svømmet i forvejen. Havde det ikke været for de flotte resultater, ikke mindst Lotte Friis har stået for, havde satsningen næppe været så gennemført og konstant.
Lotte Friis har gennem årene været både holdkammerat og konkurrent til de andre store danske svømmepiger, og hun har forstået, at man for at komme til tops både skal være med- og modspiller. Gennem årene har der verseret utallige rygter om jalousi og intriger mellem de danske topsvømmere, og jeg tror, sandheden er, at de i konkurrencen om at få opmærksomhed (for at tiltrække sig sponsorer og vel også for at få almindelig anerkendelse for et svimlende antal timer i bassinet), har gjort hinanden stærkere.
Da BT sidste år bragte nogle usandsynligt flotte billeder af en håndfuld danske OL-deltagere helt uden tøj på, var det for at hylde den atletiske krop og for at vise, hvad det er for en maskine, der skaber de topresultater, vi andre kun kan sidde og juble over på afstand. Det var ikke en idé, vi kom på helt af os selv, men som faktisk udsprang af en snak, en af vores journalister havde med Lotte Friis.
»Hvorfor hylder vi ikke udøverne på samme måde i Danmark, som de gør i USA,« spurgte hun ifølge den overlevering, jeg efterfølgende fik, og som hun eksemplificerede med en billedserie af sportsfolk, der havde kørt i et amerikansk medie.
Ville hun selv være med? Ja, det ville hun gerne, og så satte vi en dygtig fotograf til at tage nogle meget smukke billeder af en meget modig og meget dygtig Lotte Friis.
Det er et af de projekter, jeg husker bedst fra de seneste år, fordi der var vildt facinerende at se så forskellige kroppe som Mark O. Madsens, Pernille Blumes, Anne-Marie Rindoms, René Holten Poulsens og Lotte Friis’. Og fordi det var gennemført flot og løftet af en atlet, der gik forrest og løftede en idé, hun selv havde præsenteret.
Lotte Friis er en af de danske sportsfolk, der har betydet mest for sin egen sportsgren i dette årtusind, og som har været med til at give et skub til næste led i fødekæden. Godt gået. Tak for oplevelserne.
Tak for dansen kan jeg desværre ikke skrive.
