Der er masser af gode forklaringer på, hvorfor tilskuertallene falder. Forskellige forklaringer fra de enkelte klubber, der hver især sikkert er gode nok. Jeg tror da, det har en negativ betydning for tilskuertallet i Parken, at flere af FC Københavns kampe end normalt på grund af holdets deltagelse i Champions League er blevet spillet om lørdagen og ikke om søndagen. Jeg er slet heller ikke i tvivl om, at Esbjergs tilskuernedgang skyldes de dårlige resultater. Og så er der dem, der har haft flere hjemmekampe end de andre i industriferien.
Men uanset, hvor gode forklaringer, de enkelte klubber har, kan de ikke flytte det faktum, at 11 af de 12 klubber, der også spillede i Superligaen sidste år, har oplevet tilbagegang i tilskuertallet. En fælles forklaring på den gennemsnitlige tilskuernedgang er givetvis, at landets bedste række er blevet udvidet med klubber, der normalt har lave tilskuertal, og at det grundspil, der leder frem mod slutspillet, har karakter af en halvligegyldig mellemregning, inden det for alvor bliver vigtigt.
Det er et seriøst problem, som jeg håber, klubberne internt tager mere alvorligt, end de gør eksternt, og det er en god begyndelse, at der – som Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, forleden fortalte her i BT – er et initiativ på vej for at hæve tilskuertallene i Superligaen. Men der er også lang vej, for brandet er alvorligt udfordret.
Enhver kan se, at det ikke er på kvaliteten, Superligaen skal konkurrere med mageligheden på sofaen og de større ligaer i udlandet, og mange kampe ligger på helt umulige tidspunkter i løbet af ugen. Hvad ersåincitamentet til at komme på stadion? Nærhed, tilhørsforhold, venskaber? Ja. Oplevelser? Ja. Men i så fald er der ikke meget andet at komme efter, end det, der sker på banen, og som jo altså fås endnu bedre mange andre steder.
Det føles, som om jeg lige så godt kunne have skrevet det her for 10 år siden. Det gjorde jeg muligvis også. For oplevelsen på stadion har ikke rykket sig ret meget siden dengang. Der er kommet storskærme op, ja, og folk har fået internet på telefonen. Men derudover? Måske en maskot og en hoppeborg til børnene. Stadionpølsen lever stadig til beskedne 30-40 kroner. Men cheerleaderen er de fleste steder død.
En kollegas ven lagde i går et billede på Facebook af sin billet fra FC København-Viborg: 185 kr. plus 40 kr. i gebyr, og så var han lynhurtigt kommet af med 225 kr. Til gengæld var der kolt vand i hanerne på toilettet.
Det ville være uretfærdigt, hvis FC København nu stod tilbage som den store skurk. Det er trods alt dem, der har flest tilskuere, og deres fans bliver oftere end de fleste belønnet med en sejr. Priserne er heller ikke urimelige, hvis man ser på sammenlignelige ligaer som den belgiske og svenske. Den samlede pakke er bare ikke attraktiv nok.
