Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

KOMMENTAR

Selvfølgelig skal vi fejre sølvet til den danske guldfirer. Stort tillykke med det. Medaljer i samtlige olympiske lege siden 1996 er en formidabel historie og præstation. Og med sølvet torsdag har Danmark nu to medaljer hjemme i to af de sportsgrene, hvor der skulle leveres, cykling og roning.

Hurra, hvor det går!

Et par danske piger, jeg gik forbi ude på rostadion, gik bagefter og blev enige om, at det var da også okay med de danske roere, selv om det ikke blev til guld. Jeg tillader mig dog også at spørge, om det er for frækt at spørge, om vi skal til at kigge på navnet til den danske båd? Og jeg spørger netop ikke for at være hverken fræk eller respektløs.

Tværtimod. Det er netop sagt i respekt for, hvordan vi over de seneste 20 år har lært at kende den danske letvægtsfirer. Det er en båd, der har udmærket sig gennem sit vilde ambitionsniveau. Det er en båd, hvis sportsfolk har stukket ud i det danske landskab ved ikke at ro efter andet end guldet.

Alle stiller formentligt op for at vinde i sport. Men det er ikke alle, der kun er tilfreds med at vinde.

Derfor blev jeg også glad, da jeg hørte Morten Jørgensen sige, at han havde tabt sit guld, og at han ikke havde opnået det, han kom efter.

Det er der også noget forbilledligt over, og på den måde har guldfireren været et dansk forbillede. Som de danske håndboldherrer har været det. Som kvinderne engang var det.

Jeg elsker sportsfolk, der ikke samler på andenpladser. Onsdag var jeg til enkeltstart i cykling og hørte, hvordan hollandske Tom Dumoulin, der netop havde vundet sølv, simpelthen ikke kunne finde begejstringen frem, for han havde haft blikket rettet et andet sted hen hele tiden. Han skulle have vundet det cykelløb.

Guldfireren var også kommet til Rio for at vinde guldet, og vi kunne i optakten til legene høre holdets træner, Bent Fransson, beskrive den nuværende besætning som den bedste nogensinde.

Javel, så må vi jo konstatere, at de andre har rykket sig mere end Danmark, for efter et fint dansk udlæg på de første små 1000 meter af torsdagens finale gik Schweiz forbi og så sig aldrig tilbage.

Danmark er kommet til Rio for at hente 10 medaljer – uden at der er sat ord på, hvor mange der skal være af guld.

Det er rimeligt nok på målsætningsniveauet ikke at være så konkret, men at nøjes med at sige, at danskere mindst 10 gange skal have niveauet til at være i det felt, hvor man konkurrerer om medaljerne.

Det ændrer bare ikke på, at guld selvfølgelig er noget specielt, og at man gerne vil høre ’Der er et yndigt land’ her i Brasilien. Og med guldfirerens sølv forsvandt et af de bedste bud på, at vi får den oplevelse.

Der er stadig muligheder. René Holten Poulsen landede torsdag i Rio – han er med Danmarks Idrætsforbunds egne ord Danmarks sikreste medaljekandidat, og han lever fint med det pres.

Jeg tror også, at han er Danmarks bedste bud på guld sammen med sejlerne.

Andre læser også