Inden kampen mod FC Nordsjælland modtog Ståle Solbakken en pokal som tegn på, at han var blevet kåret som årets træner 2016. Den slags offentlighed befinder han sig lidt akavet i, hvilket denne gang kom til udtryk, da han først vinkede ned til publikum med pokalens låg for siden at tabe selvsamme låg, da han ville give pokalen videre til en hjælper, så han selv kunne komme i gang med kampen. Meget Ståle Solbakken-agtigt. Videre.

Det er svært at argumentere for, at andre burde have haft prisen, når Ståle Solbakkens hold er forsvarende Danmarksmestre, endnu ikke har tabt en Superligakamp, er på vej i pokalfinalen og klarede sig rekordgodt i Europa. Men man kunne godt argumentere for, at andre kunne have fået prisen, uden at det havde været totalt forkert. Eller at de i hvert fald er i spil til næste år. Så er jeg vist også dækket ind.

En af de mest oplagte kandidater var manden, der stod på den anden side af midterlinjen i forhold til Ståle Solbakken. Kasper Hjulmand viste op til mesterskabet i 2012, hvordan han ud fra en meget tydelig filosofi kunne skabe et fremragende hold af meget lidt. Nu er han ved at gøre det samme ud fra et anderledes spilkoncept end dengang, men endnu engang er han ved at skabe noget, som ikke ligner det, de andre gør, men som i sig selv er ekstremt spændende.

Da han kom tilbage fra sin tur til Tyskland, hvor han blev fyret, spurgte jeg ham, om vi stadig skulle forvente at se tiki-taka fra ham. Han sukkede og kiggede ned i bordet. ’Er vi stadig der?’ spurgte han. Træt af at være sat i bås. Skuffet, men næppe overrasket, over spørgsmålets kvalitet, selvom jeg nu selv vil fastholde, at det var relevant nok. Men for Kasper Hjulmand er fodbold noget helt andet end 4-3-3 og tiki-taka. Det er en langt mere kompleks blanding af positioner, vinkler, presteknik, vendinger i spillet og temposkift – denne gang kombineret med særlige blik for det hele, kompetente menneske. Det lød som forblommede ord dengang for 15 måneder siden i Farum, men søndag aften i Parken så vi dem blive til virkelighed, da Kasper Hjulmands drenge spillede lige op med FC København i en kamp, der må have været den taktisk vanskeligste at gribe an for Ståle Solbakken i denne sæson.

Bloggen fortsætter efter billedet

21-årige Marcus Ingvartsen er en af de mange unge FCN-spillere, der under Kasper Hjulmands vinger har udviklet sig til profiler.
21-årige Marcus Ingvartsen er en af de mange unge FCN-spillere, der under Kasper Hjulmands vinger har udviklet sig til profiler. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Kasper Hjulmand har med et af Europas yngste hold – det næstyngste på hele kontinentet i 2016/17 – skabt et hold med sit helt eget udtryk, og med en ret markant tilstedeværelse over alt på banen. Det spirer, som Kasper Hjulmand siger, og det tør antydes. FC Nordsjællands hold spirer som en bakke karse på speed i en sommervindueskarm, og som det hold spiller nu, er det Superligaens mest interessante. Skabt af en træner, der passer perfekt ind i en filosofi om at bygge op fra bunden, og som er ved at bygge endnu et markant kuld op. Den udvikling, han selv har gennemgået og den bredde på den taktiske palette, han udviser, gør ham til Superligaens mest interessante træner.

Ikke ret langt nord for Parken stod i øvrigt to andre trænere, der har rykket deres hold helt vildt i denne sæson, og således var Superligaens mest spændende trænere samlet i fire sjællandske klubber på to forskellige stadioner på denne søndag.

Drop beskyldningerne om københavneri, selvom jeg nu har rost hele fire sjællandske klubbers trænere (der i øvrigt stammer fra Norge, Aalborg, Skagen og et sted i Tyskland), for det handler slet ikke om det. Sidste år kunne jeg have nævnt Jakob Michelsen i Sønderjyske. For et par år siden Kent Nielsen i AaB. Men lige nu og her foregår udviklingen tre andre steder. Det handler om fire trænere, der har gjort en positiv forskel, hvoraf tre af dem markant har ændret udtryk på de hold, de har overtaget.

I Brøndby er Alexander Zorniger den store årsag til, at de er meget tæt på en sølvmedalje efter en fantastisk flot sæson, mens David Nielsen har gjort Lyngby til et meget kompetent hold, der er svært at bryde ned. Nyt udtryk også på den kant. Det spirer. Ikke kun i Nordsjælland. Også på bænkene i det øvrige Sjælland.

Se højdepunkter fra 1-1-kampen i Parken herunder:

 
FC Nordsjælland formåede at scorer mod FCK som det eneste hold i 10 kampe, og det betød en pointdeling mellem FCK og FCN
Vis mere