KOMMENTAR: Jeg forstår på min gode kollega, der i disse dage er rejst med det danske landshold på træningstur til Japan, at man trisser rundt på en græsplæne, der er så lækker og plan, at det næsten er til at græde over.
Indrømmet, det er virkelig ikke verdens største ting, men det er dog en god lille nyhed. For det er sjovere at gøre sig dygtig, når man har noget ordentligt udstyr. Og landsholdet har brug for at gøre sig dygtigere.
For mens hele Europa er ved at gøre klar til de Europamesterskaber, som vi ikke skal være en del af, er Åge Hareide rejst om på den anden side af kloden for at fortsætte opbygningen af det landshold, han skal forsøge at få frem til verdensmesterskaberne i Rusland i 2018.
Det bliver såmænd svært nok, er jeg bange for. Når jeg fik lyst til helt indledningsvist at nævne den bane, som de træner på ude i Japan, så handler det først og fremmest om at udstille den følelse, hvormed jeg ikke kan undgå at kigge på denne rejse ud til solens rige. Landsholdet er taget på en art teambuilding i fodboldens værksted, hvor udbyttet af det, der foregår rundt om kampene, kan vise sig langt mere betydningsfuldt end netop kampene.
For os, der kigger på, kan det formentlig for en stor dels vedkommende være lidt svært at mærke den brændende nødvendighed af det, der foregår, når vi nu skal se holdet spille to kampe de kommende dage - første gang fredag.
Jeg tror ikke, Danmark kommer til at spille to store landskampe , ja jeg er sådan set en lille smule nervøs for, at det i nerve kan komme til at minde om nogle af de ligalandsholdskampe, vi engang så. Vi kommer med trætte spillere efter lange sæsoner. Undskyld mig, men det dufter ikke af så meget.
Men derfor er det alligevel absolut rimeligt at forvente, at der foregår betydningsfulde ting rundt om kampene. I det, jeg altså her kalder for fodboldværkstedet. Der, hvor landstræner Hareide på træningsbanen kan arbejde med sine aftryk og ideer og fortsætte arbejdet med at forme et landshold, der skal have noget mere appel på den sidste tredjedel af banen.
Og så er det også stedet, hvor han uden for banen kan lære sin gruppe bedre at kende. Hvordan er dynamikkerne? Hvem kan flytte energierne i den rigtige retning?
Det sidste betyder enormt meget for landstræneren, fortalte han mig, da vi i vinter mødtes på en café på havnen i Malmø til kaffe og en lang snak om, hvad han især skulle bruge sine første måneder i jobbet på. Her sagde han blandt andet:
»Det er vigtigt for mig at mærke deres ambitioner. Alle skal have en ambition og et drive. Vi skal skabe en tro på, at vi kan gøre det. Vi får fem træningskampe, før det gælder mod Armenien, og dem skal vi bruge godt. Vi skal finde vores system og vores formation, og vi skal teste, hvordan spillerne fungerer bedst sammen, og så skal vi finde ud af, hvem af de gamle, der har ambitioner. Vi kan kun bruge spillere, som har ambitioner, hvis vi skal til VM. Vi kan kun køre med spillere, som har ambitioner om at komme til VM. Rundt om det kan vi så få nye og yngre ansigter ind på holdet også.«
Der er formentlig ikke en eneste af de landsholdsspillere, som Hareide sidder overfor, som ikke siger, at han har store ambitioner knyttet op på sin tilstedeværelse på landsholdet.
Det er et af den slags udsagn, hvor man faktisk ikke kan sige det modsatte. Landstrænerens opgave bliver derfor ikke bare at høre spillerne sige, at ambitionen er der, men også at se og mærke, om den er der.
I journalistik taler vi om 'don't tell it show it'. Det handler jo især om de 'gamle spillere', det her. Viser de Hareide i hele deres karakter og attitude, at de kan drive Hareides ideer igennem? Kan de drive de unge spillere frem, og kan de drive de ønsker, Hareide måtte have om at ændre på kulturen, igennem?
Det handler om spillere som William Kvist, Simon Kjær, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel. Tre af dem har haft lange hårde sæsoner på højeste niveau, men de må altså udskyde sommerferien en uge endnu og ikke bare sige, at de har landsholdsambitioner, men også vise, at de har det ved at gå forrest derude i Japan.
Kjær, Eriksen og Schmeichel bliver helt centrale figurer i den kommende kampagne, og alt indikerer, at Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg og Nicolai Jørgensen bliver det samme.
Og tillod jeg mig i den navneopremsning så bare at glemme Daniel Agger og Nicklas Bendtner, der for ikke så længe siden var de to tydelige ledestjerner for landsholdet?
Ja, Bendtner, det føles stadig vildt langt væk. Og det er godt, at landstræneren har været klar her. Agger dukkede inden afrejsen til Japan op på landsholdets hotel og sagde farvel og ønskede god tur, inden han selv gik hjem for at tænke videre over fodboldfremtiden.
Man kan lægge lige nøjagtigt, hvad man vil i den lille detalje. Enten at Agger vil vise sin forbundethed til hele projektet og indikation af, at han netop er en del af holdet. Eller at Agger netop sagde farvel til holdet.
Jeg har ingen indikationer i nogen som helst retninger af, hvad Agger kommer til at gøre, men jeg synes, at det giver mest mening, hvis han stopper karrieren her. Af to grunde. For det første kunne kroppen ikke holde til Superligaen, jeg kan ikke få øje på, at det skulle være bedre i en hårdere udenlandsk liga. Og for det andet så er der et spørgsmål om, hvordan Agger ser på sig selv, og hvordan han har det med ikke igen at nå det verdensklasseniveau, han havde engang. Han sagde selv sådan her i søndags:
»Det er svært at gå fra et niveau, man ved, man har, og ned til et andet.«.
Aggers ambitionsniveau bliver aldrig hans udfordring, heller ikke hvis han fortsætter på landsholdet, hans udfordring bliver om han kan leve med sit eget fysiske niveau.
