Jeg har – som mange andre – kæmpet hårdt for at holde ild i min kærlighed til fodbolden den seneste tid.
Stemningsforladte tribuner uden fodboldens vigtigste ingrediens, tilskuerne, har sammen med et kommende VM i Qatar og de følelser og den begejstring, som VAR på nærmest daglig basis undergraver, sprøjtet store mængder koldt vand ud over et bål, der ellers har brændt, siden jeg var fem-seks år gammel.
Nu laver 12 af europæisk fodbolds giganter så endnu et attentat på min og mange andres kærlighedsaffære med verdens mest populære sport. Storklubberne fra England, Spanien og Italien vil lave en lukket udbryderliga, hvor milliarderne kommer til at vælte ind, mens det modsat er umuligt for de meget lidt risikovillige giganter at rykke ud og dermed gå glip af de eksorbitante euro-beløb.
Udbryderligaen, som indtil nu går under navnet European Super League, skal efter planen allerede rulles i gang om få måneder. Men allerede før den for alvor har set dagens lys, fordømmes den fra alle sider.
Nationale fodboldforbund, mindre klubber, nuværende og tidligere spillere og ikke mindst fans overalt i Europa har i utvetydige vendinger fordømt den nye turnering, som blandt andre har Real Madrid, FC Barcelona, Liverpool og Manchester United blandt initiativtagerne.
Sent søndag aften leverede en levende legende fra netop Manchester United, den tidligere forsvarsspiller og nuværende tv-ekspert Gary Neville, et ikonisk øjeblik, da han på direkte tv kaldte den nye Super League 'kriminel' og 'en skændsel', inden han med masser af patos i stemmen tordnede, at han 'væmmes' ved den klub, han spillede for i 20 år og har holdt med i dobbelt så lang tid. Se klippet, hvis du ikke allerede har gjort det.
Super League-projektet handler om økonomi og om grådighed. Klubberne vil tjene ufattelige summer – uden den risiko, som er forbundet med det fodboldsystem, vi kender i dag. Risikoen for ikke at kvalificere sig til Champions League eller risikoen for at rykke ned i en dårlig sæson.
Samtidig viser klubberne utvetydigt, at den lokale og regionale forankring, de står på og kommer fra, er ligegyldig for dem. I jagten på milliarder af euro betyder de fans, der alllerede er, mindre end de fans, som kommer i fremtiden. En kommende fan på 10 år er for klubberne mere værdifuld end en 'Die Hard'-fan på 50 år. Imens har den lokale og regionale fanbase, som har fået en klub ind med modermælken, mindre værdi end den større og mere købestærke globale gruppe af potentielle fodboldfans, som klubberne fisker efter med de største stjerner på krogen. Kynikeren i mig forstår det, romantikeren i mig hader det.
Selvfølgelig skal fodbolden udvikle sig. Og det er et vilkår, at verdens mest populære sport også er den mest kapitalistiske. Det er i og for sig ligegyldigt, om en turnering hedder Champions League eller Super League, men det vigtige er, at det stadig skal kunne lade sig gøre at måle sig med de bedste, hvis man er god nok. Og at det har konsekvenser, hvis man ikke er det. Det er de konkurrencevilkår, fodbolden har bygget på i langt over 100 år. Og det er de vilkår, der har gjort fodbolden så elsket verden over
Der skal ikke findes et 'helle' for hovedrige europæiske giganter. En guldrandet zoologisk have, som alle andre klubber kun kan kigge ind i. Det er ikke fodboldkultur.
Så hvad nu? Ja, er det ikke på tide, at 'stop' også betyder stop? Når det handler om Qatar, siger interessenterne, at det er for sent at flytte et VM. Men her er det ikke for sent at ændre tingenes tilstand, hvis bare hammeren slår hårdt nok, og alle, der mener nej, også råber det højt nok. Det gælder både fans, spillere og alle andre.
