KOMMENTAR
Gudmundur Gudmundsson har skabt det største resultat nogensinde i dansk håndbold med sommerens OL-guld i Rio. Han blev ansat til at skaffe olympisk succes, og det gjorde han. Det skal man ikke glemme. Men det er sådan lidt groft sagt også det eneste tidspunkt, hvor han har været en succes.
At kalde ham en ’fejlansættelse’ vil være at gå for langt med tanke på Rio-resultatet, men det siger sig selv, at der er problemer i samarbejdet med islændingen, når man ikke har kunnet finde ud af at forlænge kontrakten. Og det vil være enormt naivt at tro, at bruddet mellem Gudmundsson og DHF er så udramatisk, som parterne forsøger at udlægge det.
Hvis alt var ren idyl, havde håndboldforbundet lukket en aftale med Gudmundsson kort tid efter den olympiske triumf. Forløbet siden OL har været en farce, og den larmende tavshed fra spillerne og DHF, når det har handlet om lysten – eller manglen på samme – til at forlænge med Gudmundsson, har fortalt sin helt egen historie om den skilsmisse, der blev en realitet i går.
Alt imens DHF og spillerne har klappet i, har den ærekære Gudmundsson kæmpet for sit job i medierne, og derfor tror jeg heller ikke på forklaringen om, at Gudmundur Gudmundsson stopper som dansk landstræner med sin gode vilje.
Jeg sad selv og interviewede Gudmundsson fredag kl. 12.15, hvor han fortalte – som han har gjort det to gange tidligere her i BT efter OL-guldet – at han ønskede at fortsætte. Kl. 15.00 satte han sig så til møde med DHF-ledelsen, og så skal vi tro på, at Gudmundsson pludselig sad der og sagde, at han ikke ville forlænge alligevel?
At islændingen ikke har et job på hånden, når hans kontrakt udløber til sommer, taler også for, at det ikke er frivilligt, han forlader posten.
Det er uklart, hvad der præcis er sket. Men det mest sandsynlige er vel, at håndboldforbundet har sagt til Gudmundsson, at man ønsker at stoppe samarbejdet til sommer, men at fortællingen udadtil kan være, at han selv vælger at gå.
For virkeligheden er jo også, at DHF ville have stået med en kommunikativ presbold af de helt store, hvis man skulle forsøge at forklare nationen, hvorfor man ikke vil forlænge med manden, der har vundet OL-guld. Særligt når den væsentligste årsag til bruddet er, at spillerne ikke bakker ham op. Der har fra spillersiden været sat store spørgsmålstegn ved Gudmundsson i lang tid, og under OL i Rio forsvandt troen på islændingen så endegyldigt.
Det kan DHF selvsagt ikke melde ud, når Gudmundsson stadig skal stå i spidsen for Mikkel Hansen, Niklas Landin og alle de andre spillere til VM i januar. Når man ikke kan fortælle sandheden, er dette den mest smertefri måde at kommunikere det på – og samtidig viser man trods alt Gudmundsson respekt ved at sende ham videre med skindet på næsen. Hvilket han også fortjener, når han nu har vundet OL-guld til Danmark.
Tiden må nu vise, om spillertruppen og Gudmundur Gudmundsson kan få tingene til at fungere til VM i Frankrig i januar, så udgangen på samarbejdet kan blive af positiv karakter. Det skal der nok blive holdt grundigt øje med i Paris og omegn. Men vi må og skal kunne forvente, at begge parter håndterer det professionelt.
Og fremtiden på landstrænerbænken, spørger I? Der er i min optik kun én kandidat. Nikolaj Jacobsen. Snup ham, DHF. Det er et gratis råd, I får herfra. Han har bevist sit værd på højeste niveau med guld i Bundesligaen, han er vellidt i spillertruppen og har samtidig den nødvendige karisma, pondus og faglighed.
Så DHF skal skynde sig at få ændret i deres regelsæt, så A-landstræneren må dobbeltjobbe, og lade Nikolaj Jacobsen både være træner for Rhein-Neckar Löwen og Danmark fra næste sommer.
