KOMMENTAR
I Paris går Gudmundur Gudmundsson rundt og smiler. Og ligner i bund og grund en mand, der synes, det er ret sjovt at være til et håndboldmesterskab. Havde det været tilfældet under en af hans tre foregående slutrunder som dansk landstræner, ville det nærmest være en historie i sig selv.
Vi har i hvert fald aldrig tidligere set det islandske tandsæt blottet så mange gange, som det har været under dette VM i Frankrig.
Paradoksalt nok ser Gudmundsson ud til at have fundet ro i jobbet, her kort før han kvitter det. På tærsklen til udgangen er overskuddet kommet.
Hvem ved, måske er det en direkte konsekvens af, at islændingen nu ved, at det er hans sidste tur i den helt store manege med Danmarks mest populære landshold? At det er sidste gang, han skal tynges af de kolossale forventninger fra befolkningen og trykket fra medierne. Det kan jeg sagtens forestille mig.
Og så har OL-guldet selvfølgelig også hjulpet Gudmundur Gudmundsson på vej i forhold til at føle, at han har bevist sit værd og ikke på den måde behøver at være i forsvarsposition hele tiden.
For det er indiskutabelt, at det er en mere afslappet landstræner, der er med i Frankrig. I enhver henseende. Jeg har været med hele vejen i Gudmundssons regeringsperiode, og forskellen på hans ageren i Frankrig og ved de tre tidligere mesterskaber er udtalt.
Udover flere smil er hans blik blevet mindre flakkende, selvtilliden er vokset, og ordfrekvensen er steget, så alle sætninger ikke længere skal hives ud af ham.
Og så er der blevet plads til lidt flere jokes og grin. Som eksempelvis onsdag aften i mødet med den skrivende presse efter kampen mod Bahrain. Her blev Morten Olsen bragt i aktion efter Mikkel Hansens røde kort, selv om han var tiltænkt en hviledag på bænken – og bragte lidt ro til et småstresset dansk spil i en hektisk slutfase.
»Morten kommer ind. Iskold. Han var iskold … Han VAR iskold … hahaha,« grinede Gudmundsson om det, der vist nok i begyndelsen var en utilsigtet dobbeltbetydning.
Bevares, det kan synes som en meget lille ting, men ikke desto mindre er det et eksempel på noget, vi ikke på den måde har set fra ham ved tidligere slutrunder. Her har det ofte været monotont og et forsøg på at komme væk fra spotlyset hurtigst muligt.
Ikke at han nu er blevet et festfyrværkeri af udtryk – hverken i forhold til kropssproget eller den verbale del. Det er også fair nok, den islandske håndboldprofessor er mere fagnørd end showman.
Men noget er altså forandret, og det er tydeligt, at den nye udgave af Gudmundsson også passer spillerne bedre. Jeg skal ikke kloge mig alt for meget på, hvordan tingene er på spillerhotellet i Bercy. Vi har jo i sagens natur kun adgang, når der er pressemøde. Men vi ved jo, at der tidligere har været store problemer med spillere, som har haft det stramt med Gudmundssons facon.
Det har man godt kunnet mærke de forgangne år. Det hele blev sådan lidt låst, lidt tungt – ja, bare lidt for trist. Og det stod i skærende kontrast til den løssluppenhed, som kendetegnede holdet under Ulrik Wilbek, hvor man ikke var i tvivl om, at spillerne syntes, det var sjovt at være samlet med landsholdet.
Men på den front er det tydeligt at mærke, at trup og træner nu i langt højere grad har fundet hinanden. Jeg siger ikke, at alt er glemt, og at der er lutter idyl hele vejen rundt. Men det er markant mere homogent. Spillerne har fået mere plads, frihed og bliver inkluderet i det taktiske, og på den måde har landstræneren taget ved lære af de store samarbejdsvanskeligheder, der var under OL.
Gudmundur Gudmundsson har fået rigtig meget kritik som dansk landstræner. Han er også blevet hyldet for sit OL-guld. Naturligvis. Men han har også fået mange hug – ligeledes berettiget. Derfor skal vi også huske at give ham klap på skulderen, når han fortjener det. Og det gør han for sin attitude ved dette VM.
Det er professionalisme i sin reneste form, at han har evnet at lægge al OL-balladen og fyringssnakken bag sig og i stedet har skabt et bedre miljø på landsholdet. Nu smiler han.
