KOMMENTAR

Hvilket drama. Danmark var helt nede i posen. Døde og begravet i finalesammenhæng. Så leverede de nærmest ud af det blå et fænomenalt comeback. Scoringer, redninger og alt det, der skulle til for at tvinge kampen ud i forlænget spilletid. Og så endte det hele alligevel med en iskold spand vand kylet lige i ansigtet på de danske spillere, da de to gange fem minutters omkamp var færdigspillet.

Den enorme skuffelse har håndboldherrerne kun sig selv at takke for. Kampen var endnu et bevis på, at landsholdet på klassisk dansk facon har det bedst i en rolle, hvor favoritværdigheden ikke er for stor.

Det overrasker mig, at et så succesfuldt mandskab som det danske, der har prøvet så meget, ikke er dygtigere til at håndtere en favoritværdighed. Men i min optik er det en væsentlig del af forklaringen, for landsholdet var rent mentalt ikke der, hvor det skulle være til kampen.

Vi taler om et svensk hold, som ikke er i nærheden af at kunne matche Danmark på papiret. Og som oven i købet mistede deres førstevalg på både højre og venstre back inden kampen - og som spillede med en højre fløj (!) på højre back i størstedelen af kampen. Alligevel magtede Danmark ikke at løse udfordringen. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Spillerne snakkede inden kampen om, at de begyndte at nærme sig topniveauet, men vi må konstatere, at de var flere kilometer væk fra det i nabobraget. Og man anede det allerede fra start.

Første halvleg var lige til glemmebogen. Sverige tog straks teten, og danskerne kom til at halte efter. Forsvaret hang slet ikke sammen, og afstemningen mellem fireblokken med Rasmus Lauge, brødrene Toft Hansen og Mikkel Hansen var ikkeeksisterende. Defensivt virkede danskerne ganske enkelt for tunge – både mentalt og i forhold til at følge med de svenske spillere.

Samtidig gik et par lette mål ind bag Niklas Landin, og det bidrog blot til fornemmelse af usikkerhed, som stille og roligt så ud til at forplante sig i holdet.

Angrebsmæssigt kunne danskerne heller ikke få det til at flyde. Der var ikke ’et gyldent, sprødt flow, ligesom gode croissanter’ for nu at citere Nik & Jay. Tværtimod hakkede og hostede det gevaldigt. De danske udfordringer på højre backen blev åbenbaret på en måde, så alle kunne få øje på, hvor ondt Kasper Søndergaards landsholdsstop gør.

Som det ofte har været, når lokummet brænder på for landsholdet, så kigger alt for mange medspillere over på Mikkel Hansen. Men Danmarks største stjerne levede offensivt op til tilliden, og han sørgede for – sammen med Rasmus Lauge, skal det retfærdigvis siges – at de rødhvide hang bare nogenlunde på. Men i den anden ende af banen havde Mikkel Hansen store udfordringer og var en dyr herre for danskerne.

Den danske dårligdom fortsatte i den første del af anden halvleg, men så fik forsvaret alligevel pludselig en smule fat, og Danmark begyndte at æde sig ind på de nervøse svenskere. Endda så meget, at det endte med forlænget spilletid, men det blev kun en udskydelse af den danske nedtur.

Jeg talte før semifinalen mod Sverige med DHF-sportschef Morten Henriksen her i Zagreb og spurgte, om EM nu ubetinget var godkendt uanset udfaldet af semifinalen, eftersom ambitionerne om en plads i medaljekampene var nået. Svaret var, at for ham er det altid det spillemæssige aftryk, man skal tage udgangspunkt i, så derfor var det for tidligt med en konklusion.

Med det in mente kan evalueringssnakken mellem Henriksen og Nikolaj Jacobsen ikke blive lutter idyl, for det var enormt skuffende at se, hvordan Danmark håndterede opgaven mod Sverige – det gav endnu en gang indtrykket af, at holdet har nogle mentale udfordringer, der skal løses.

Og den fornemmelse kommer bronzekampen mod Frankrig ikke til at ændre på uanset udfaldet.