Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

Morten Henriksen som sportschef i DHF? Havde nogen sagt det, før vi her på bt.dk tidligere onsdag kunne afsløre den overraskende nyhed, ville jeg nok have troet, at påstanden kom fra en person, der stadig var en smule præget af efterveerne fra en våd nytårsnat.

Det samme ville de fleste andre i Håndbolddanmark. Der har i de seneste måneder været gættet lystigt på Ulrik Wilbeks afløser, men ikke én eneste gang har jeg hørt Morten Henriksen nævnt.

Så lad os bare med ro i sindet konstatere, at det er en overraskelse.

Men det skal blive spændende at se, hvordan Morten Henriksen går ind til opgaven. For det er en kæmpe udfordring, som venter på ham.

Både i forhold til samarbejdet med klubberne og det sportslige setup, hvor han skal sørge for, at dansk dame- og herrehåndbold udvikler sig på ungdomssiden og samtidig fastholder sin førende position på A-landsholdsniveau.

Men så sandelig også i forhold til at være chef for damelandstræner Klavs Bruun Jørgensen og den kommende herrelandstræner Nikolaj Jacobsen.

Det er dét, der vil blive holdt mest øje med, når Morten Henriksen tiltræder. Det er et par kontante, kompetente og temperamentsfulde herrer, som han skal sætte sig i respekt overfor, og der er i min bog ingen tvivl om, at Bruun og Jacobsen overmatcher Henriksen på personlig pondus og faglighed.

Derfor kan jeg godt være usikker på, hvorvidt de kommer til at se frem til at sparre og evaluere egne præstationer med Morten Henriksen, der ikke har erfaring fra internationalt niveau.

Selv siger Henriksen, at han ’godt kan banke i bordet’, men er det nok til, at landstrænerne lytter efter? Jeg tvivler. Men det må tiden vise.

Virkeligheden er formentlig, at DHF først og fremmest har taget Morten Henriksen på grund af hans kendskab til hele DHF-systemet og hans kvaliteter i ungdomsarbejdet, som skulle være ganske fortrinlige. Og så kommer han til at lægge sit primære fokus der, mens A-landstrænerne i højere grad kører deres eget løb. Det er i hvert fald mit bud.

Men det ændrer ikke på, at Morten Henriksen sidder som manden med det øverste sportslige ansvar og skal træde i karakter overfor to store personligheder.

Og det kan sagtens vise sig at blive hans allerstørste udfordring.