KOMMENTAR: Det ser rigtig fint ud på papiret. Tre kampe, tre sejre, en førsteplads i gruppen og fire point med over i mellemrunden. Danmark har sort på hvidt fået en resultatmæssig perfekt start på EM og givet sig selv det bedste udgangspunkt siden 2010, da landsholdet senest gjorde rent bord i en indledende gruppe.
Men er det en falsk tryghed, papiret viser os? Er den gode danske EM-start i virkeligheden et luftkastel, der bliver sprængt i atomer i mellemrunden? Eller er kvindelandsholdet så langt i sin genrejsning, at der er rygrad og kvalitet nok til at byde verdens bedste nationer op til ligeværdige slagsmål?
Jeg synes, det er rimeligt at stille de spørgsmål. Og jeg er sikker på, at både spillere og landstræner Klavs Bruun Jørgensen også grubler over netop det. For når man kigger ind bag de tre sejre, er realiteterne, at de er kommet i det, der har været den klart dårligste gruppe ved EM. Danmark har ikke mødt modstand fra øverste hylde. Ja, jeg vil ikke engang placere Ungarn, Tjekkiet og Montenegro på næstøverste hylde, som de tager sig ud lige nu.
Derfor er det forbundet med en stor portion tvivl, når landsholdet nu skal op mod nationer, der ligger halvandet til to niveauer over dem, det har mødt indtil videre. Ruslands olympiske mestre, Norges verdens- og europamestre samt Rumæniens VM-bronzevindere anført af Cristina Neagu, der er verdens bedste håndboldspiller, er den Michelin-menu, danskerne skal forsøge at gabe over i mellemrunden.
Ingen af de tre mandskaber stiller med deres absolut stærkeste hold af forskellige årsager, men kvaliteten er stadig høj, og danskerne skal hæve deres niveau, hvis de skal have en chance. Antallet af tekniske fejl skal reduceres, angrebsspillet skal være mere direkte, og forsvaret skal ikke bruge en halvleg på at finde den rette balance, som tilfældet har været i de seneste to kampe.
Hvis Danmark i aftenens kamp mod Norge leverer en lige så dårlig første halvleg som mod Tjekkiet, er det hele afgjort, når spillerne trasker i omklædningsrummet. Det tør jeg godt garantere. Det vil de norske guldfavoritter ganske enkelt straffe langt mere kynisk.
Og det vil sikkert også passe nordmændene fint at dukke de danske underhunde endnu en gang i den nordiske rivalisering, som efterhånden er en entydig norsk magtdemonstration. Danmark har ikke slået Norge i en betydende kamp siden 2002, da landsholdet vandt EM-finalen i Aarhus – dengang den jyske hovedstad endnu ikke blev stavet med dobbelt a, men bolle-å.
Helt ærligt, så har jeg også svært ved at forestille mig, at Danmark vinder i aften. Men – og det er på ingen måde for at være uambitiøs på landsholdets vegne – mindre kan også gøre det. Danskernes indsats er af stor betydning og mindst lige så vigtig som point. Falder de igennem og får en stor lussing, vil det lave store ridser i den kollektive selvtillid. Men kan Stine Jørgensen og co. være med i kampen mod overmagten, kan opgøret sagtens skabe et godt fundament for de sidste to kampe, hvor chancerne er bedre.
Russerne og rumænerne er mere skrøbelige mentalt, og alt afhængig af resultater og perspektiver i gruppen kan det vise sig at åbne muligheder for danskerne i bestræbelserne på at holde sig til i kampen om en overraskende semifinaleplads.
Indtil videre har EM afsløret, at landsholdet i den aktuelle udgave har en stærkere mentalitet, end det havde ved VM for et år siden. Det er mere homogent, og stemningen er bedre, efter der er luget ud i nogle af de mange problemer, der var på spillerhotellet under sidste års VM. Man behøver ikke være udstyret med det skarpeste syn for at konstatere, at forholdet mellem spillerne og landstræner Klavs Bruun er bedre. Der er flere smil. Flerehigh fives. Flere landstræner-klap på spiller-skuldre. Troen på egne evner og det fælles projekt er tydeligvis steget.
Skal den tro fastholdes resten af denne slutrunde, kan den danske præstation mod Norge ikke overvurderes. Det vil give både omverdenen og landsholdet selv et klart svar på, hvad vi egentlig kan lægge i de tre første sejre.
