KOMMENTAR

EMs indtil videre største sensation indtraf mandag aften i Varazdin. Ja, det er sågar en af de største sensationer i europamesterskabernes historie. Desværre var det med Danmark som parten, der overraskende negativt. Helt vildt negativt, endda.

Jeg er oprigtigt rystet over, at landsholdet kunne falde så dybt, som det gjorde mod Tjekkiet. Vi taler altså om, at Danmark bliver sat på plads af et tjekkisk mandskab, som havde tabt med 17 mål mod Spanien i deres første EM-kamp.

Nederlaget er, hvis vi kigger isoleret på enkelte slutrundekampe, en nedtur af en størrelse, som jeg ikke kan huske at have set magen til, efter herrelandsholdet kom på rette spor i 2005, hvor Ulrik Wilbek trådte til som landstræner og fik sat skik på tingene efter en årrække med svingende resultater.

 

Både omgivelserne og landsholdet selv havde forventet, at de 60 minutter mod Tjekkiet skulle blive en paradekørsel, der ville give selvtilliden, som fik et ordentligt løft i åbningskampen mod Ungarn, endnu et boost. Således ville man komme ind til kampen mod Spanien med masser af tro på tingene. Nu bliver det i stedet en kamp, hvor landsholdet skal forsøge at genrejse sig og kæmpe for at få point med over i mellemrunden, så håbet om en semifinaleplads bliver holdt i live.

Det var over hele linjen en alt, alt for ukoncentreret indsats, danskerne fik leveret i fiaskoen mod Tjekkiet. Der blev sjusket i stor stil i begge ender af banen. I forsvaret var der for mange indbyrdes misforståelser, og danskerne virkede tunge og uden den nødvendige hårdhed i tacklingerne. Angrebsmæssigt blev der sjusket for meget over hele linjen, og træfsikkerheden var fornærmede ringe. Antallet af tekniske fejl var for højt, og det var mest af på danske fejl, at tjekkerne hele tiden holdt sig inde i opgøret. Og så manglede der helt generelt vilje og ild i øjnene hos de danske spillere.

Morten Olsen, Lasse Svan Hansen, Michael Damgaard var dyre herrer, og det samme var i den grad Rasmus Lauge, der med store afbrændere og en teknisk fejl i slutfasen var kampafgørende i negativ forstand. Men mange af d’herrers holdkammerater fortjener også en tur i skammekrogen.

Den vej skal Nikolaj Jacobsen selvfølgelig også efter nedturen. Jeg gætter på, han også sidder chokeret tilbage efter det, han har set. Da Nikolaj Jacobsen overtog jobbet som dansk landstræner proklamerede han, at han ville forbedre indstillingen hos spillerne – således, at de mentalt var klar til kamp. Hver evig eneste gang.

Set i det lys var indsatsen mod Ungarn meget opløftende, fordi danskerne var så mentalt stærke og kom blæsende ud af starthullerne i Varazdin. Men kampen mod Tjekkiet var omvendt så nedslående, at alt det positive fra sejren over Ungarn lige nu er smadret til ugenkendelighed. Så på den front var kampen en falliterklæring for Nikolaj Jacobsen, som i hvert fald kan konstatere, at landsholdet stadig får nogle voldsomme og uforklarlige mentale udfald. Og det samme kan i øvrigt vi andre, som roste landsholdet for at være forvandlet efter sejren i lørdags over ungarerne.

Jeg kender godt sangen om, at niveauet er hævet i international herrehåndbold, og at der ikke er lette kampe til et EM. Men når man kigger på de to holdkort, må Danmark aldrig få problemer med at vinde en kamp mod Tjekkiet. Længere er den egentlig ikke.

Sådan gik det imidlertid ikke, og nederlaget har nu sat landsholdet under maksimalt pres før sidste gruppekamp mod Spanien. Vi skal dog huske på, at en sejr omvendt også kan sikre danskerne gruppesejren og fire point med over til tabellen i mellemrunden, så på den måde skal vi overhovedet ikke skrive nekrologen over det danske EM endnu.

Men det kræver, at Danmark bruger kampen som et wake-up call og hanker gevaldigt op i sig selv, hvis ambitionerne om medaljer skal indfris ved denne slutrunde.

Og det er over hele linjen. Både hos spillerne og landstræneren.

HERUNDER KAN DU SE BTs KARAKTERER EFTER NEDERLAGET