Danmark er i EM-semifinalen. Man skal lige tygge på den en ekstra gang, men den er god nok. Og voldsomt fortjent efter håndboldkvindernes imponerende udklassering af et stærkt rumænsk mandskab. Resultatet er en kæmpe triumf for landsholdet, for dansk håndbold, for spillerne og i særdeleshed for landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Det viste landstrænerens tårer i slutningen af kampen med al tydelighed. Det var forløsning i sin pureste grad fra Klavs Bruun efter et turbulent halvandet år, hvor skuffende resultater, interne problemer og modgang har fyldt mere end noget andet. Fortiden vender vi tilbage til lidt senere.
For al den ballade virkede som årtier siden, når man kigger på præstationen mod Rumænien. Danskerne overmatchede østeuropæerne på fysik, vilje, fight og det, jeg kalder mord i øjnene. Det var vildskab og fokus på et niveau, jeg ikke har set fra landsholdet siden de guldrandede tider i 90’erne og begyndelsen af 00’erne. Det var blandt andet de dyder, Klavs Bruun blev hentet ind for at fremelske på landsholdet. Der var de dyder, som i en årrække var forsvundet, når spillerne trak den rødhvide trøje over hovedet. De dyder er tilbage og begynder at ligne dette landsholds største varemærker. Og det gør mig optimistisk.
For Danmark spillede i aftes den bedste landskamp i lidt over 12 år. Jeg kan ikke huske, at jeg har set en mere helstøbt indsats fra kvindelandsholdet siden OL-finalen i 2004. Ved den lejlighed blev det til dansk guld, og hvis danskerne kan holde niveauet fra kampen mod Rumænien, så kan det også blive til guld her.
Ja, det skrev jeg. De ord havde jeg på ingen måde troet, jeg skulle sætte sammen i disse spalter, hvis jeg tænker 10 dage tilbage til den danske åbning på EM. Men landsholdet er inde i en udvikling, man kun kan lette på hatten for. Danmark er stadig på ingen måde titelfavorit, men hvis de rammer topniveauet, kan alt ske.
Og så skal vi tilbage til landstræner Klavs Bruun. Manden med ansvaret. Og følelserne. Jeg er ganske enkelt helt vildt imponeret over, at han – sammen med sin assistent Søren Herskind - har formået at vende tingenes tilstand på landsholdet. Det er et mandskabsmæssigt arbejde, som fortjener at blive beskrevet i sin helt egen bog.
Deres start i jobbet var svær. For nu at sige det mildt. Sidste års VM på hjemmebane druknede nærmest i de mange intriger på spillerhotellet i Herning. Utilfredse og grædende spillere skabte et betændt miljø, hvor ingen vidste, hvem de kunne regne med. Og i foråret og begyndelsen af sommeren lå landsholdet groft sagt i ruiner, da skuffelsen over den kiksede OL-kval fik spillerne til at forfatte et evalueringsbrev af landstrænerteamet, som ret beset var en lang nedsabling.
Det er mod al logik, at holdet her blot et halvt år senere er klar til en EM-semifinale og nu præsenterer sig selv som et stærkt kollektiv, hvor hver enkelt accepterer sin rolle. Hvor smil, klap på skuldrene, high fives og konstruktiv stemning er fremherskende gennem samtlige 60 minutter. Mon ikke Klavs Bruun også nåede at tænke ’hvad sagde jeg!’ en enkelt gang i timerne efter sejren over rumænerne. Landstræneren har fra flere kanter fået store hug for at smide problembørn som Mette Gravholt og Ann Grethe Nørgaard af, men det må være tydeligt for alle, hvordan det er en langt mere homogen enhed, som nu stiller op for Danmark.
Det kræver stor selvtillid at agere på den måde, Klavs Bruun har gjort i det stormvejr, han har været igennem – og ej at forglemme den horde af kritiske ligatrænere, som han løbende har haft slagsmål med. Vinderen har altid ret, og landstræneren fortjener respekt for at fastholde den taktiske kurs, han lagde ved sin tiltrædelse.
Spillerne fortjener selvfølgelig også en stor portion anerkendelse. De har taget landstrænerens idéer til sig, og det samarbejde har på rekordtid evnet at skabe et verdensklasse-forsvar. Samtidig har mange rykket sig både fysisk, spillemæssigt og mentalt, så landsholdet nu har et højt bundniveau, hvilket ellers har været en mangelvare i mange år. Men det har dette landshold – ligesom det har et kæmpe potentiale. Unge spillere som Anne Mette Hansen, Line Haugsted og Mette Tranborg har hele deres håndboldliv foran sig, mens rutinerede kræfter som Sandra Toft og Stine Jørgensen er på vej ind i deres bedste håndboldalder.
Fremtiden er lys, men det er nutiden så sandelig også.
