Ét VM-point var Kevin Magnussens udbytte af Monacos Grand Prix. Han havde farten til mere, og skuffelsen var tydelig, da jeg mødte ham i pitten efter løbet. Hvis der er noget, Kevin Magnussen stadig mangler at lære i Formel 1, er det at håndtere sine frustrationer.

Men når skuffelsen er overvundet, kan han kigge tilbage på en rigtig god weekend i Monaco.

Når han ikke blev udsat for trafik og punkteringer, satte Kevin Magnussen for tredje weekend i træk sin teamkammerat, Romain Grosjean, på plads. Han var hurtigere end Grosjean i træningerne, han var foran ham i kvalifikationen, indtil han blev fanget i trafik, han leverede feltets frækkeste start, og hans bedste omgang i løbet var 7/10 hurtigere end franskmanden.

Det er altid vigtigt at slå sin teamkammerat i Formel 1, og det er imponerende, så hurtigt danskeren har ’fået fat’ i Grosjean.

Magnussen føler, at han aldrig rigtig fik kredit for sine præstationer i forhold til sin McLaren-makker Jenson Button i 2014. Han har ret – det, han præsterede mod den erfarne eksverdensmester, var meget mere end o.k. Men Button blev dengang vurderet til at være ’for gammel’ til at udgøre en reel målestok for en ung rookie. Dén teori modbeviste Button i denne weekend som stand-in for Fernando Alonso i McLaren-teamet. Tre år efter han fejlagtigt blev afskrevet som ’for gammel’, var englænderen – efter at have været ude af Formel 1 i et halvt år – på niveau med sin unge McLaren-makker Stoffel Vandoorne (ham McLaren-ledelsen i 2015 vurderede havde mere fremtidspotentiale end Magnussen).

Nu viser Magnussen sig så på niveau med Grosjean. Hvis hans præstationer i forhold til Button blev devalueret af englænderens alder, er der ingen ’bortforklaringer’ i forhold til Grosjean. Her er tale om en kører på karrierens højdepunkt, en tidligere Formel 3- og GP2-mester og en kører med dobbelt så meget Formel 1-erfaring som Magnussen. Jeg kan næsten ikke sige det klart nok: Dét, Kevin Magnussen præsterer i forhold til Romain Grosjean, er forrygende flot!

Og endnu en god nyhed: Haas VF17 har nu kørt på seks meget forskellige baner, og det er tydeligt, at det er en fornuftig racerbil. Når man står i pitten og ser på den ved siden af en Mercedes, er der markant forskel. Mercedes-raceren har et utal af små avancerede flaps og vinger, mens Haas-raceren er et langt mere simpelt design. Sammenligningen understreger, at Mercedes har hundredvis af ingeniører og sin egen vindtunnel. Men den viser også, at Haas ikke gør tingene unødigt komplicerede. Man kender sine muligheder og forstår at udnytte dem 100 procent.

Og endnu vigtigere: Kørere og ingeniører forstår Haas VF17. Man har en idé om, hvordan bilen vil reagere på de forskellige baner, og man kan arbejde sig metodisk frem gennem en grandprix-weekend. Det er en situation, der er milevidt fra Magnussens 2016-sæson hos Renault, hvor bilen sjældent opførte sig som forventet. Enkelte gange overraskede den positivt, men alt for ofte skuffede den – og den kunne til Magnussens frustration ændre sig fra den ene dag til den anden. Så det er ikke kun med hensyn til teamet og den kommende sæson, der er kommet ro på Kevin Magnussens Formel 1-karriere – også på den tekniske front er der nu et overskud, der gør ham til en endnu bedre Formel 1-kører.

Formel 1-feltet drager nu videre til Canada – for Kevin Magnussens vedkommende med et potentielt pitstop i Københavns Byret torsdag. For alles skyld håber jeg, at det bliver et hurtigt og uproblematisk stop.