Kevin Magnussen og Haas-teamet leverede noget, der mindede om et mirakel, da danskeren torsdag kørte sin sidste testdag på Circuit de Barcelona-Catalunya op til sæsonstarten i Australien 25. marts.

Han satte med 1m18.360s dagens næstbedste tid, kun overgået af Sebastian Vettel (Ferrari). Og endnu mere bemærkelsesværdigt: Han satte sin tid på super-soft dæk, mens de øvrige kørere i top-7 (inklusiv Vettel) havde brugt de betydeligt hurtigere hyper-soft. Hvis man korrigerer for Vettels bedre dæk, var Magnussen i særklasse torsdagens hurtigste mand på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Lad mig forklare lidt om baggrunden for Magnussens flotte resultat. For som en gammel sandhed siger: »Der findes ikke mirakler i Formel 1 – kun hårdt arbejde.«

Bortset fra dækkene er mængden af brændstof i tankene den mest afgørende variabel for testtiderne. Og alle teams holder kortene tæt til kroppen under vintertesterne, så vi får aldrig at vide, hvor meget brændstof de enkelte biler havde i tankene på deres hurtigste omgange.

En tommelfingerregel i Formel 1 siger, at 10 kg er lig med 0,3 sekunder på en omgang. Hvis konkurrenterne kørte med halvfyldte tanke torsdag og Kevin Magnussens var omtrent tomme, kan det altså forklare en forskel på helt op til halvandet sekund pr. omgang.

Jeg tror bare ikke på, at Haas-raceren har kørt med markant mindre brændstof end konkurrenterne. For det første leverede Magnussen faktisk en hel serie omgange under 1m19s. Og for det andet satte han som nævnt sine bedste omgange på super-soft, der ikke er et dæk, der lægger op til ’kvalifikations-omgange’ med minimal benzin om bord.



Udenlandske journalister, der havde svært ved at tro danskerens tid, spekulerede i, at Magnussens Haas-racer ikke opfyldte reglementets minimumvægt. Under tests bliver bilerne ikke kontrolvejet, så det kunne være en forklaring – selv med halvfyldte tanke ville en bil, der lå under minimumsvægten på 734 kg, jo have en betydelig fordel.

Men heller ikke den teori tror jeg på. I år skal bilerne køre med den såkaldte halo-sikkerhedsbøjle omkring cockpittet, og den vejer omkring 15 kilo. Derfor er det faktisk svært, at bygge en ’undervægtig’ bil. Og hvem ville Haas imponere ved at sætte ’undervægtige’ super-tider? Jeg har tidligere set teams gøre den slags for i sidste øjeblik at tiltrække sponsorer, men jeg anser Gene Haas for at være både for seriøs og for velhavende til den slags stunts.

Så jeg tror på, at Magnussens tider var reelle. MEN - test er test, og vi må ikke forvente, at Kevin Magnussen bejler til første startrække, når kvalifikationen til VM-premieren afvikles i Melbourne om mindre end tre uger. Mange af konkurrenterne har endnu ikke vist, hvad de kan – enten fordi de har haft tekniske problemer, eller fordi de bevidst har underspillet og undladt at vise deres sande styrke. Det spiller også en rolle, at Magnussen fik sat sin tid i ’happy hour’ før frokost, hvor banen var hurtigst – og at de fleste teams efter frokost fokuserede på langdistance-test og ikke hurtige enkelt-omgange.

Men i alle tilfælde er der grund til optimisme. Både på grund af torsdagens omgangstider, men endnu mere fordi Magnussen i løbet af dagen fik kørt hele 153 omgange – det er mere end to løbs-distancer, når feltet til maj vender tilbage til Circuit Barcelona-Catalunya for Spaniens Grand Prix.

Konklusionen på Kevin Magnussens vinter-tests er, at han starter sæsonen med en rigtig hurtig og pålidelig bil.

Jeg glæder mig til Melbourne!