Lad mig slå det fast med det samme (hvis nogen skulle være i tvivl!): Jeg synes, et Formel 1-grandprix i København er en fantastisk ide.

Vi får aldrig OL eller fodbold-VM til Danmark, og så er Formel 1 altså det største, vi kan stile efter. Nu er det en realistisk mulighed: Helge Sander og Lars Seier Christensen har med en fantastisk forarbejde gjort Formel 1-organisationen interesseret i et dansk grandprix.

Et snævert flertal i Borgerrepræsentationen besluttede torsdag, at arbejde videre planerne, der længe har haft regeringens fulde støtte. Men jeg hører også, at notater fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (Enhedslisten) forvaltning antyder, at det ikke kan lade gøre, at få en Formel 1-bane i København på plads til 2020.

Notaterne stammer angiveligt fra december og januar, men kom først til Sanders og Seier Christensens kendskab, da Politikken forleden skrev om sagen.

Det lyder i mine ører vanvittigt, at man allerede nu bremser projektet.

I notaterne tales der om, at et Formel 1-løb kan påvirke centrale dele af København i op til ni uger. Her må vi lige få defineret, hvad ’påvirke’ betyder. Hvis det handler om, at der skal fjernes/repareres lyskurve, asfalt og så videre, vil det ikke være videre mærkbar, for så ’påvirkes’ København året rundt af den almindelige vedligeholdelse og forbedring af byens gader.

Men selvfølgelig vil byen blive ’påvirket’ i de sidste uger op til løbet og i selve grandprix-weekenden. Det er den pris, man må betale for uvurderlig branding af København ude i verden. Og det vil være en investering i de Formel 1-turister, der vil øge byens indtægter fra hoteller, restauranter etc.

Et Formel 1-grandprix skal være for hele Danmark. Derfor skal løbet ikke hvile på et snævert flertal. Danmarks Grand Prix skal bæres igennem med størst mulig opbakning fra Folketinget og Borgerrepræsentationen.

Det kræver nytænkning, så nuværende modstandere omvendes med kreative ideer og saglige argumenter. Og det kræver, at modstanderne lægger fordommene til side.

Enhedslisten har for eksempel i årevis arbejdet for en bilfri weekend i København. Her er en fantastisk mulighed for at få ideen gennemført: Når vi nu alligevel skal omdanne en række vigtige gader til Formel 1-bane, hvorfor så ikke indføre bilfri weekend i hele byen?

Det vil tvinge tilskuerne til at benytte vores nye Metro og dermed understrege byens grønne profil. Og til de københavnere, der mener, deres by for ofte bliver generet af store events: Den bilfri Formel 1-weekend vil være en oplagt mulighed for også at gennemføre Copenhagen Maraton eller Half-Maraton ved samme lejlighed.

Man må kunne finde en rute, der ikke kommer i nærheden af Formel 1-banen, specielt da byen som nævnt vil være lukket for almindelig biltrafik. Og tænk så på mulighederne for at understrege Københavns grønne profil:

Et Formel 1-løb med hybridbiler (der får mere effekt ud af hver liter brændstof end alle andre) i en bilfri by, hvor tilskuerne udelukkende kommer med offentlige trafikmidler. Og endda med et tilhørende maratonløb?

Tænk nu positivt og kreativt.

Hvis det virkelig skulle vise sig, at man vil bremse den største kulturbegivenhed i Københavns moderne historie, er det ingen katastrofe. Projektet har efterhånden så meget momentum, at Danmarks første grandprix godt kan udskydes til 2021.

Det vil ikke være første gang i F1-historien, at et nyt løb debuterer i VM-kalenderen et år senere end oprindeligt planlagt.

Men lad os nu udnytte den medvind vi har hos Formel 1-organisationen og satse på 2020.