Haas var ’best-of-the-rest’ bag topholdene Mercedes, Ferrari og Red Bull i sæsonpremieren i Australien, men i sidste weekend i Bahrain blev de overraskende overhalet af Toro Rosso.

Jeg tror ikke Toro Rosso kan holde deres position i denne weekend i Kina, men det betyder ikke nødvendigvis af Kevin Magnussen og co genindtager pladsen som fjerde-hurtigste team. Kampen i midterfeltet er tæt, og Shanghai International Circuit har traditionelt været en af sæsonens svageste baner for Haas.

Men det er tydeligt, at Haas VF18 er en rigtig sund racerbil, og selvom man efter en måned væk fra fabrikken er ved at løbe tør for enkelte reservedele, bør både Magnussen og hans teamkammerat Romain Grosjean være med i kampen om VM-point.

Jeg er som bekendt ikke fan af at give Formel 1-kørerne karakter efter løbene. Med 20 kørere med hver deres problemer, føler jeg mig simpelt ikke klædt på til at løse opgaven med den fornødne respekt.

I mange udenlandske medier ser jeg karakterer, der uddeles af folk, der slet ikke har indsigt nok til at vurdere verdens bedste racerkørere. Men der er enkelte ’karakter-medier’, som jeg har respekt for, og engelske Autosport er et af dem.

Her startede Kevin Magnussen som den eneste sæsonen med topkarakteren 10 i Australien, og i sidste weekend fik han et nital for femtepladsen i Bahrain. Det giver ham et foreløbig gennemsnit på 9,5 – det højeste i hele feltet foran Vettel (vinder af sæsonens to første løb!) med 9,0 og Lewis Hamilton (regerende vedensmester) med 8,5.

Det er en understregning af hvor stærk danskerens sæsonstart har været, og det sættes i relief af at hans teamkammerat Romain Grosjean har et foreløbigt gennemsnit på blot 7,0.

For Romain Grosjean bliver Kinas Grand Prix derfor en afgørende weekend. Haas-teamets mest erfarne kører blev både i Australien og Bahrain sat totalt i skyggen af Magnussen, og det er tydeligt, rollen som Haas´ næsthurtigste (langsomste!) kører ikke passer franskmanden.

I Bahrain sørgede Grosjean for at komme så meget i vejen for Magnussen, at danskeren bagefter mumlede noget om at ”det lugtede lidt af én, der var bitter over sin weekend”.

Selvom teamchef Guenther Steiner tog hovedparten af skylden for ’misforståelsen’ mellem Grosjean og Magnussen på sig, er det tydeligt, at franskmanden er i krise. Hvis han ikke bryder tilbage i Kina, er der ved at være dannet et mønster, hvor Magnussen er teamets reelle førstekører, og det kan franskmanden ikke leve med.

Fredags-træningen her i Shanghai understregede kun, at Magnussen lige nu er suveræn hurtigste Haas-kører. Jeg forventer derfor et stor-satsende Grosjean i resten af weekenden, og hos ham er der en smal grænse mellem ’gal’ og genial’:

Enten hiver han en af sine fantastiske kvalifikations-omgange, som selv ikke en K-Mag i topform kan svare igen på, op af hatten – eller også oversatser han, og graver sig selv endnu dybere ned i frustrationer.

I alle tilfælde vil en Grosjean under pres også sætte Magnussen under pres. Men som danskeren kører i øjeblikket, tror jeg ikke det bliver noget problem.

Tværtimod: Grosjean kan i weekenden gøre Kevin Magnussen endnu bedre!