Foto: SAEED KHAN

Kevin Magnussen fik med en 10.-plads det bedste ud af et kinesisk grandprix, der bare ikke kørte hans vej. Han fik understreget Haas-teamets nye magtfordeling overfor teamkammarat Romain Grosjean, men resultatet i Kina viste også, at Haas ikke kan true Renault og McLaren i konstruktør-VM.

Mens K-Mag og resten af Formel 1-feltet kæmpede ude på asfalten, udspillede der sig en endnu hårdere og endnu vigtigere kamp i paddocken på Shanghai International Circuit. Her sloges F1-bosser og teamchefer om det kommende reglement, der skal træde i kraft i 2021.

Formel 1-organisationen FOM præsenterede i sidste weekend i Bahrain deres planer om sportens fremtid. De blev holdt i ganske vage vendinger (”flere overhalinger”, ”gade-relevante motorer” etc), men ét ord har trukket fronterne hårdt op mellem de 10 teams: ”Budget-loft”.

FOM vil indføre en grænse for hvor mange penge hvert team bruger. Under de nuværende regler er der ingen grænser, og derfor kæmper et team som Haas (årsbudget: ca. 100 millioner dollars/600 millioner kroner) en ulige kamp mod teams som Ferrari og Mercedes (årsbudget: ca. 300 millioner dollars/1,8 milliarder kroner).

I dag er det i høj grad penge, der afgør resultaterne. I verdens dyreste sport er det kun naturligt, at Ferrari og Mercedes ligger i front. At Haas i øjeblikket er med i toppen af midterfeltet er bemærkelsesværdigt, men under de nuværende regler, er det ikke en situation, der fortsætter: Før eller siden vil Haas falde tilbage til en placering, der afspejler deres økonomiske formåen.

Nu vil FOM med et budget-loft sikre en mere lige kamp mellem de 10 teams. Officielt er der ikke sat tal på, men jeg hører, at man som udgangspunkt taler om et årsbudget på 150 millioner dollars/900 millioner kroner.

Hvis der indføres et budgetloft på 150 millioner dollars, vil Haas stadig være økonomisk  bagefter alle andre team – men de vil være betydeligt tættere på.

Og Kevin Magnussen fortalte mig for nyligt, at et budget-loft kan blive Haas´ helt store chance.

»Hvis budget-loftet kommer, kan man måske vinde VM med Haas? Der opstår i hvert fald en helt ny situation. Jeg tror, det vil være nemmere for et team, der er vant til at bruge 100 millioner US Dollars om året, at holde sig på det budget, i forhold til teams, der er vant til at bruge 3-400 millioner. De store teams vil i hvert fald i starten få svært ved at tilpasse sig et budget-loft,« sagde han.

Det er kloge ord, men mens otte af de 10 teams bakker op om budget-loftet, er Ferrari og Mercedes imod. Ud fra et sportsligt synspunkt er det svært at argumentere for, at de deltagende hold får mere lige vilkår, så de to topteams forsøger sig med en anden vinkel: Man hævder, at budget-loft vil sende en masse medarbejdere ud i arbejdsløshed.

Jeg synes, det er et dårlig undskyldning for ikke at ville konkurrere mod Haas og co. på mere lige vilkår. I virkelighedens verden vil de fleste af de folk, der bliver til overs hos de store teams, finde nye jobs længere nede i feltet. De mindre teams vil jo med et budget-loft blive mere konkurrencedygtige, og dermed sikre sig en større den af sportens TV-indtægter.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.